.jpg)
.jpg)
Det hedder sig, at ’The Butler’ fik præsident Obama til at fælde en tåre.
Mon det var synet af Obama selv som kronen på værket i den lange og pinefulde historie om de sorte amerikaneres lange vej til ligestilling, der bragte en tåre op i præsidentens øje?
For Obamas opstigen til nationens embede bliver selvfølgelig den logiske kulmination på en historie om de sorte amerikaneres møjsommeligt tilkæmpede ligestilling.
’The Butler’ handler om en sort mands lange og tro tjeneste som skiftende hvide præsidenters butler i en epoke med voldsomme omvæltninger i forholdet mellem racerne. I et USA, der selv 100 år efter slaveriets ophævelse set med sorte medborgeres øjne kun kunne betragtes som et skindemokrati.
I beslutningernes centrum
Forest Whitaker spiller Cecil Gaines. Cecil er en fiktionalisering af Eugene Allen, der i perioden 1952-1986 nåede at tjene otte præsidenter.
Som tavst vidne i Det Hvide Hus fulgte han den gryende borgerrettighedsbevægelse, de hadske overfald på demonstrerende sorte i Sydstaterne, mordet på Kennedy og radikaliseringen af De Sorte Pantere. Alt sammen iført hvide handsker og ulastelig tavshed. Idealet for en butler i Det Hvide Hus var, at rummet skulle føles tomt, når han var i det.
Man følger Cecils liv, fra han i 1926 flygter fra de slavelignende forhold på en bomuldsplantage i Macon, Georgia, til han ender som butler i Det Hvide Hus, hvor han bliver trofast tjenende ånd i over 30 år.
Cecil er så tæt på beslutningernes nervecentrum, som man kan komme, og alligevel helt uden for indflydelse. Mens man i Det Hvide Hus efterhånden gik mere eller mindre helhjertet ind i kampen imod racisme og forskelsbehandling, var det fortsat en arbejdsplads, hvor de sorte ansatte fik 40 procent mindre i løn end deres afblegede kolleger og kunne skyde en hvid pind efter enhver drøm om avancement.
Bukker for de hvide
Uden for Det Hvide Hus bølgede slaget i 1960’erne frem og tilbage. Cecils søn Louis bliver involveret i den lange og smertefulde kamp for ligestilling. Han bliver Freedom Rider.
En gruppe unge sorte og hvide, som risikerede liv og lemmer ved at tage til Sydstaterne og insistere på at udøve deres forfatningssikrede frihedsrettigheder i Ku Klux Klan-land. Såsom at drikke en kop sort kaffe ved et bord reserveret hvide.
For at tjene sin familie bukker faderen for de magtfulde hvide, mens sønnen får prygl af racisterne i Sydstaterne.
Filmgiganter i bitter navnestrid om stjernebesat filmEn generationskløft af de store og ulykkelige åbner sig imellem Cecil og Louis. Cecils rolle som de hvide præsidenters sorte tjener er den prisme, hvorigennem de sortes situation i USA’s moderne historie anskues.
Det er enkelt. Det er effektivt. Men måske er Lee Daniels’ greb også for enkelt.
En historielektion
Vist er det en historie, der ikke kan fortælles for tit. Det er vigtigt at huske på, at man i USA så sent som for 50 år siden behandlede en stor gruppe af sine medborgere som andenrangsborgere, der ikke kunne gøre sig håb om en fair behandling endsige ligestilling.
Hvis en nigger spillede smart og blev klynget op, kunne man være ret sikker på, at ingen hvid mand ville blive retsforfulgt for udåden. Risikoen for voldtægt, drab og overfald var en del af livets realiteter for de tidligere slaver i Sydstaterne.
Problemet med ’The Butler’ bliver i længden, at butlerens historie er passiv og begrænset, mens den store historie er aktiv og omfattende. Den store historie overdøver den lille, og den store historie bliver ikke fortalt forfærdelig meget anderledes end normalt.
’The Butler’ bliver en historielektion, der er vældig relevant, hvis man ikke kan sin historie, men bliver langtrukken og forudsigelig, hvis man gør. Og ikke uden spekulative koblinger.
For eksempel er filmen klippet, så det fremstår som en logisk følgeslutning, at præsident Kennedy blev skudt for sit engagement i de sortes rettigheder. Det er muligt og endda sandsynligt. Men ikke så selvfølgelig en kendsgerning, som det fremstilles i ’The Butler’.
To ansigter
Lee Daniels som lavede den sensationelle ’Precious’ og den mindre fantastiske ’The Paperboy’ påtager sig som Spike Lee talsmandens rolle på sit folks vegne. Men Daniels gør det ikke på en måde, som røber en rigtig spændende filmskaber.
’The Butler’ er en stovt krønike med Oprah Winfrey som galionsfigur. Der er ikke mange sorte filminstruktører i USA, men der bliver heldigvis stadig flere, og unge Ryan Coogler har med det aktuelle racedrama ’Fruitvale Station’ vist, at man kan gribe racespørgsmålet an på en mere skarp måde end ved at genfortælle det store epos om racen og rødderne.
At se Robin Williams, James Marsden, Liev Schreiber, John Cusack og Alan Rickman som præsidenterne Eisenhower, Kennedy, Johnson, Nixon og Reagan er en blandet fornøjelse, mens det af flere grunde er en ironisk fornøjelse at se Jane Fonda som Nancy Reagan. Oprah Winfrey og Forest Whitaker er begge solide i hovedrollerne som ægteparret Gaines, mens David Oyelowo er fin som som sønnen Louis.
Hvad der fungerer bedst i filmen, er dens fokus på de sortes historie som historien om de to ansigter. Hvordan man måtte have to ansigter, hvis man ville overleve.
Et ansigt, som viste de hvide et betryggende sort ansigt. Og et andet, det private. Smertens, vredens og hadets ansigt. Det ansigt man stuvede godt af vejen, hvis man vidste, hvad der var godt for en selv.
I filmen sidder det ene ansigt på faderen Cecil og det andet ansigt på sønnen Louis.
fortsæt med at læse
