Selskabslegen ’at trække handsker’ sammenlignes i Karen Blixens fortælling om ’Syndfloden over Norderney’ med at lade maske efter maske falde – uden at finde en mere ’autentisk’ kerne.
Fortællingens personer udfolder sig netop som forfalskninger. Så når Blixen blandt venner kaldte sig ’Djævelens veninde’, udtrykte den maske nok en ægte selvopfattelse. I bytte for et sexliv gav pagten med Djævelen hende evnen til at forvandle alt til fortællinger. Sublimeret kønsdrift blev til kunst.
LÆS OGSÅ
Spor heraf i hendes forfatterskab har den senere litteraturprofessor Aage Henriksen skildret i essays samlet i bogen ’Budbringersken’ (2008), hvor han også skriver om de personlige konsekvenser af ti års dyrekøbt venskab med damen.
Til hans 90-års fødselsdag i år har hans søn, Morten Henriksen, lokket ham til at fortælle mere om disse forhold i en film, der også gør regnskab mellem far og søn.
I 1950’erne indviede faderen den 10-årige Morten i sine særprægede oplevelser, der håndfast kan opsummeres sådan: I havestuen på Rungstedlund så han Blixens underansigt lyse måneskinsagtigt; hun søgte mentalt at svække den unge litterats mandsenergi med et æg som symbol for hans højre testikel; og hun forvred med et greb i nakken hans yogafremkaldte ’kundalini-rejsning’ (et frit energiforløb mellem alle kroppens ’chakraer’ med klarsyn som resultat – indtil baronessens nakkedrag).
Professionelt håndelag
Blixen satte livsvarigt præg på Henrixen, hans stolte modstand og mange andre bedrifter ufortalte.
Sønnen, hans fortrolige, har senere i drømme genoplevet faderens syner af den selvlysende ’heks’ på Rungstedlund, og ser i forbifarten en parallel til Stan Grofs forskning i ’transpersonelle’ oplevelser (børn genoplever forældres traumer, ægtefæller ’mærker’ den andens død trods stor afstand osv.).
LÆS OGSÅ Anika Lori: Jeg får stress, når jeg besøger Karen Blixen
Det personlige anliggende fremmes af instruktørens professionelle håndelag (’Sorgagre’, ’De nøgne træer’, ’Magnetisørens femte vinter’ og ’Med ret til at dræbe’) i forsigtigt rekonstruerede scener.
Birthe Neumann giver baronessen skikkelse, mest på afstand, Ole Lemmeke er Henriksen, men også sønnen som barn og ung og rosenkreuzeren Eli Wamberg optræder pr. vikar.
Lysende portræt
Forenklende, men klog, indtrængende, men taktfuld, fascinerer filmen uafbrudt, mindre i de ’illustrative’ glimt af lynild og djævlepentagrammer end i den fattede tale om sjælsrystende erfaringer.
Filmen kan ikke besvare alle en vantros spørgsmål, men den kompletterer instruktørens bog fra i år med samme titel – og de levende billeder overgår bogen som lysende portræt af en af dansk litteraturforsknings flotteste mænd, nu som før.
fortsæt med at læse
