Det er egentlig underligt, at Luc Bessons ’Farvel til mafiaen’ føles som en tom omgang.

For der er masser af gode ideer og potentielt gode storylines og konflikter i historien om en eksmafioso, der har vidnet mod den store famiglia og nu må tilbringe resten af livet på flugt for at beskytte sin egen lille familie mod mafiaens repressalier.

De mange forskellige dele af historien smelter imidlertid aldrig sammen, og derfor fremstår ’Farvel til mafiaen’ som en sær smeltedigel af grov vold, familiær humor og klicheer om kultursammenstød tilsat et stænk actionthriller og lidt ungdomskærlighed i en temmelig uskøn blanding.

Underligt vægtløs

Robert De Niro spiller eksmafiosoen, der grundet dødstrusler endnu en gang må rykke sin efterhånden flyttevante og -trætte familie til et nyt sted, denne gang en afsidesliggende landsby i Nordfrankrig.

Her begynder teenagedatteren og den lidt yngre søn på den lokale skole, og skildringen af, hvordan især sønnike har adopteret sin fars mafiamanerer og bruger dem til at skaffe sig en magtposition på skolen, kunne der være kommet meget ud af, hvis Luc Besson havde villet det, mens fortællingen om datterens forelskelse i en matematiklærer fremstår mere fersk og ude af sammenhæng med resten af filmen.

I erindringsglimt fulde af kendte ansigter (bl.a. fra ’The Sopranos’) ser vi, hvordan familien engang havde kronede mafiadage i New York, og i mellemtiden sniger mafiaens farlige lejesvende sig ind på familiens fredelige eksil, som trues, også selv om de er under beskyttelse af FBI i skikkelse af en træt og uoplagt Tommy Lee Jones.

Undervejs er der gode scener, især når De Niro og en veloplagt Michelle Pfeiffer slår gnister sammen, men filmen er underligt vægtløs i sin blanding af humor og vold, som får tilskueren til at holde figurerne ud på afstand frem for at interessere sig for deres skæbne.

Det er synd og skam for de gode ideer.

fortsæt med at læse

Sober realisme udforsker ungdommens farlige dilemma