Michael Haneke laver chokerende film. Ikke ved at hobe rædselseffekter op eller ved at stå bag døren i klipperummet og sige »Bøh!« til tilskueren. Haneke er fuldstændig nøgtern i sit tonefald, når han tilsyneladende neutralt registrerende kigger ned i de afgrunde, mennesker er i stand til at rumme. Afgrunde, Haneke kan stirre ned i uden at blive svimmel. Hvilket kan være chokerende nok i sig selv. Men samtidig er Haneke nådesløs med sit øje af klar is. Haneke kigger ikke væk. Man er vant til at få tilbudt en nødudgang, men det sker bare ikke hos Haneke, og det er det foruroligende, frastødende og fascinerende ved hans film. Senest 'Pianisten', der fik hele tre priser i Cannes. Haneke fik 'sølvmedalje' i Cannes, mens de to andre priser gik til Isabelle Huppert og Annie Girardot, der spiller pianisten Erika og hendes mor. Huppert spiller den 40-årige pianist Erika, der stadig deler soveværelse med sin nidkært kontrollerende småfordrukne tv-narkoman af en mor. På trods af det franske sprog hænger i lejligheden en tung dyne af østrigsk småborgerlighed rørt op med frustreret ambition, indeklemt seksualitet, almindelig iltmangel og en slet ikke spor sund forliebthed i 'sindets tusmørke' fra romantikeren Schuberts sene værker. På konservatoriet er klaverlærerinden en kultiveret dominatrix, der pisker sine elever med skorpioner og istapper. Men formummet bag usexet hovedtørklæde og Burberry-frakkens beige neutrum jager hun i fritiden erstatninger for den forløsende piskesnert. I pornobutikken låser hun sig inde i en privatkabine og sniffer sædklude. I smug skærer hun sig i sit køn med barberblade for at kunne mærke smertens realitet, når hun tisser. Som hun gør det, når det på drive-in-biografens parkeringsplads lykkes hende at opspore biler, hvor elskende par får ruderne til at dugge. Erika er voyeur. I sit liv, sin kunst og sin seksualitet et isoleret menneske. Smerten er hendes forbindelse til virkeligheden. Da den smukke unge Walter forelsker sig i hende, prøver hun først at lægge ham på is. Da han ikke lader sig afskrække, springer Erika ud på det dybe og præsenterer ham for hans rolle i et detaljeret sadomasochistisk rollespil. Den ukomplicerede og livsglade sportsmand Walter må se på hende, som om hun er ravende vanvittig. Hvad hun selvfølgelig på sæt og vis også er. Konstant balancerende på kanten af sindets tusmørke. Men hun er et menneske. Et sårbart, skadet og sammenfiltret menneske, der kun ved benhård disciplin og smertens fix formår at leve i virkeligheden. Det er ynkeligt og skræmmende. Kvalmende og rørende. Modige Isabelle Huppert spiller hende dæmpet og dybt under huden. En fornem præstation, der fastholder Erika som en tragisk skikkelse, der kalder på medfølelse. Hvilket den køligt registrerende Michael Haneke paradoksalt nok åbner mulighed for ved netop ikke at give sin hovedperson et gram medfølelse eller forståelse. Livet leves som en hemmelighed. Haneke er en filmisk voyeur. En iagttager og udstiller af fiktive hemmeligheder. Man stirrer tryllebundet ned i afgrunden, mens man af hele sit halve hjerte ønsker man befandt sig et andet sted.