Lige fra indledningsscenerne i Nathasha Arthys bittersøde nutidsfortælling 'Se Til Venstre, Der Er En Svensker' står det stort set klart, at det er én enkelt skuespiller, der skal stjæle billedet og bære filmen. Navnet er Sidse Babett Knudsen, og hun spiller rollen som Katrine. Katrine ankommer i handlingens begyndelse til et psykiatrisk hospital, hvor storesøsteren Mette (Lotte Andersen) er indlagt. Katrine skal giftes med den pæne og glade Jonas (Søren Byder), og det er denne nyhed, storesøsteren skal have overbragt. Samtidig skal Katrine fortælle, at Mette desværre er for syg til at komme med til det nært forestående bryllup. Vi forstår straks, at begge meddelelser er vanskelige og problematiske for Katrine at overbringe. Der er et eller andet - noget usagt, noget uafklaret mellem de to søstre - der ikke er, som det skal være. Disse indledende scener med Katrines besøg hos Mette på hospitalet er morsomme, rørende, rammende. Og så giver de lige præcis appetit på mere. Man bliver reelt nysgerrig efter at lære denne Katrine nærmere at kende. Især, altså, som Sidse Babett Knudsen spiller hende - lidt tough, lidt ubehjælpsom, men med stor svindlercharme. Går den, så går den. Et temperament af kviksølv. Der er virkelig noget, der brænder på hos Katrine, og hun ved ikke rigtig, om hun skal håndtere det med viljestyrkens knofedt eller selvbedragets charme. Det bliver vel nærmest hverken-eller. Hvorefter man foran lærredet sidder endnu mere fascineret tilbage. Hvordan skal det dog gå Katrine? Det er et fremragende udgangspunkt for filmen, og siden tegner det også ganske lovende. Det er, naturligvis, en sjov og tankevækkende historie, Kim Fupz Aakesen har skruet sammen i manuskriptet. Om få dage skal den kvikke og skægge Katrine giftes med den flinke, lidt kedelige Jonas. Og så er det, at skeletterne i skabet træder ind på scenen. Fra Afrika arriverer uden varsel den svenske eventyrer og livsnyder Thomsen (Björn Kjellman), der i sin tid har været kæreste med Mette, og vi forstår snart, at Thomsens pludselige flugt til de varme lande er tæt forbundet med Mettes psykiske sammenbrud. I første omgang, to dage før brylluppet, kontakter Thomsen dog Katrine, og straks følger filmens mest morsomme og medrivende afsnit. Det udspiller sig, da den impulsive og kaotiske svensker sammen med Katrine sætter sig for at skaffe hende »noget brugt, noget blåt, noget nyt og noget lånt« til den forestående højtid. Så går den vilde skattejagt. Og det er under denne barokke jagt, som blandt andet kommer til at inkludere en godmodig hund, nogle virkningsfulde blå piller, en iøjnespringende afrofrisure og en bortførelse af Mette fra den lukkede afdeling, at filmen også flere steder skifter fodfæste fra det komiske til det alvorlige leje. Katrine kan nemlig ikke blive ved med at flygte fra problemerne, at skubbe sit dybe, fortvivlende dilemma foran sig. Hun må vælge, finde sig selv, tage et ansvar for sit liv. Idet det efterhånden står ganske klart, at Thomsen i sin tid ikke blot flygtede for at komme væk fra Mette. Situationen var mere kompliceret. Hvorefter det måske til gengæld bliver et problem, at Björn Kjellman er en lidt for godmodig fantast og ikke helt har format og farlighed nok til at dække den anden del af figuren. Men den helt stærke og involverede alvor kommer 'Se Til Venstre' dog desværre aldrig til at rumme. Den nøjes med tilløbene. Inden den med sin lange slutning bliver alt for udglattende i forhold til Katrines konflikter. Til gengæld trives humor og charme fint i de enkeltstående scener, hvor blandt andet en række særdeles livlige og satiriske polterabendoptrin er truffet med stor præcision. Det er også her, i den smittende direkte energi, at det ikke fornægter sig, at der er tale om en dogmefilm. Med det ærgerlige står trods alt tilbage. Sidse Babett Knudsen spiller fremragende, konstant med et legende og udfordrende overskud, men får alligevel ikke mulighed for at gå hele vejen. Dertil har fristelsen til at pjanke og parodiere sig ud af problemerne trods alt været for stor for instruktør og manuskriptforfatter. Hvilket forekommer yderligere irriterende, når filmen netop handler om at se livets barske sandhed i øjnene. Og man i hovedrollen har en skuespiller, der synes at være klar til at slippe det billige grins indbyggede sikkerhedssele.