'Dårlig dannelse' er ikke bare en god historie om en dårlig dannelse. 'Dårlig dannelse' er alt muligt på én gang. En fortælling om en præst og lærer, der i 1960'erne udnytter drengene i sin varetægt. En fortælling om de samme drenges gensidige forelskelse i ly af biografmørket. En erotisk farce splejset sammen med melodrama for fuld musik. En noir thriller komplet med en dyster gåde og et spil om mystiske identiteter i en mørk skæbnefortællings greb. Og, tro det eller ej, så er det muligt, at fremstille pædofili som overgreb og kitsch på samme tid. Til tonerne af 'Moon River' i drenge-falset. Muligt er det også at fremstille misdæderen fader Manolo med menneskelig kompleksitet. Filmen er tillige et nøgternt og morsomt (selv)portræt af en passioneret filminstruktør i kreativ krise. Med plads til herlige billeder af sortklædte præster, der i slowmotion ligger vandret i luften for at redde et kanonskud under en fodboldkamp mellem den katolske skoles sortklædte lærere og de barbenede elever. Men 'Dårlig dannelse' er også et portræt af et andet spring ud i den blå luft. Nemlig Spaniens bratte forvandling fra katolsk-fascistisk patriarkat til moderne samfund med hedonisme og individualisme for så meget desto mere fuld udblæsning. Der er også tale om en almen dannelse - på spansk. Beslutningen om at overholde eller sprænge genrers spilleregler er en afgørende del af filmkunstens dynamik. I en tid, hvor respekten for genrebevidsthed ofte ikke er til at skelne fra en overdreven respekt for den kommercielle logiks ufravigelige krav, er en marodør som Pedro Almodóvar helt uundværlig. I 'Dårlig dannelse' har han sat sig til rette på hovedstolen med en fortælling, der i et eller andet omfang har udgangspunkt i ikke spor søde barndomsminder. Men i stedet for at stramme grebet om det ømme punkt har han valgt at give det en næsten collageagtig form. En alt andet end enkel komposition med en indbygget distance til stoffet. Måske af lige dele blufærdighed og selvforsvar? Under alle omstændigheder er det en distance, der gør, at 'Dårlig dannelse' ikke er blevet en varm og fyldig fest for sjælen som Almodóvars mesterlige 'Tal til hende'. Men trods sin køligere analytiske natur er 'Dårlig dannelse' som forgængeren en film præget af et enormt menneskeligt og visuelt overskud. Man ved aldrig, hvad næste scene byder på. Kun at det ikke vil være overflødigt. Måske tragisk. Måske en latter i mørket. Da 'Dårlig dannelse' samtidig springer frem og tilbage i tiden, er man hele tiden hensat i en tilstand af inspirerende uvished. For stjerneskuddet Gael Garcia Bernal ('Fader Amaros forbrydelser', 'Og din mor' og 'Motorcykeldagbog') er der med rollens krævende dobbeltspil tale om en hård videreuddannelse. Ikke mindst fordi den unge mexicaner får mere end kamp til stregen af Fele Martínez' Enrique. Den unge homoseksuelle filminstruktør Enrique bliver opsøgt af barndomsvennen Ignacio (Bernal), der nu er skuespiller og kalder sig Angel. Ignacio har skrevet en novelle om deres barndom og forhold til præsten fader Manolo. Skønt Enrique har foruroligende svært ved at genkende barndomsvennen Ignacio i den naivt anmassende Angel, beslutter han sig for at filmatisere novellen med Angel i hovedrollen som kostskoledrengen, der vokser op til drag queen. På det tidspunkt er man allerede langt inde i et univers, hvor skuespil på mere end én måde er en genopførelse af noget, der gik forud. Fiktion og virkelighed på fire forskellige tidsplaner væver sig ind og ud imellem hinanden i 'Dårlig dannelse'. Men betegnende nok for Almodóvar bliver hele dette komplicerede spil ikke svært eller indviklet. Man er måske ikke altid straks helt klar over, hvor i forløbet man befinder sig, men man føler sig aldrig unødigt manipuleret eller formålsløst forført. Mærker bare, at man er med på en rejse, hvor det ikke altid har været let at finde vej. For figurerne. For deres fortæller. For os, der følger dem. Fra barndommens belejrede lysning ad dunkle stier mod domfældelse og/eller kunstnerisk forløsning.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø