Ni verdener er der i den version af nordisk mytologi, som Marvel og dermed nu Disney udfolder omkring Thor, den guddommelige Alfaders søn, der i superserietegneren Jack Kirbys 1960’er-streg blev menneske som newyorkerlægen Don Blake og sluttede sig til superheltekorpset The Avengers.

Efter 2011-filmåbningen i Kenneth Branaghs tilpas kulørte instruktion fortalte Joss Whedons ’Avengers’ sidste år videre om lumske Lokes fængsling, og nu fører ’Game of Thrones’-manden Alan Taylor så Kain-Abel-konflikten mellem de to gudebrødre videre i en effektiv, men nok så dyster kamp mod The Dark World, Svartelvernes én gang besejrede rige, der rejser sig på ny.

Livsfarlig gasart
De ligblege mørkemænds supervåben, Æteren, bryder sin underjordiske indkapsling og tager bolig i astrofysikeren Jane Foster, som Thor jo blev lun på i sin tid på Jorden.

Sandt at sige er nordisk asatro og vikingetid jo ret frit genbrugt her: boomerang-hammeren har Thor stadig, men den rumlende gedebukkekærre er udskiftet med en rød kappe fra Supermans skrædder, så guden selv kan flyve uden SAS-bistand, og vores skønvirkearkitekt Martin Nyrop ville næppe have givet euro-bonuspoint for en Valhal-skyline i futuristisk forgyldt spændbeton for enden af en Bifrostbro, der mest ligner Brooklyn Bridge.

Når de ni verdener er i ’konfiguration’ (dvs. står på linje i verdensrummet, tror jeg nok) lige over Greenwich, England, har svartelvernes anfører, Malekith, chancen for med den blodrøde gasart Æterens hjælp at destruere dem alle i ét slag, the black hole to end all light, så at sige.

Skal det hindres, må Thor trodse Odin, befri Loke og sammen med Jane og hendes komisk kiksede forskerteam tage kampen op mod dødbiderne og deres interessante antistof(!)-håndgranater.

Guderne være lovet

Hvis det hele lyder lidt som et Asgård bygget af Jens Lyn og Sauron i fællesskab, er det ikke helt skævt; digitalmonstrene dukker op allerede i åbningssekvensen, og når asernes mirakelfartøj Skidbladner her er blevet en hel flåde af luft- og vandgående konebåde med svanevinger, er det svært ikke at kvittere med et skævt Lohengrin (undskyld, Wagner!).

Men komikken er ikke ufrivillig: Taylor afbalancerer stensikkert den enfoldigt effektive tjubang og den basale familiepsykologiske alvor mellem Loke, Thor og forældrene Frigg og Odin med en underfundig, uforknyt nutidig selvironi, ikke mindst udfoldet med Stellan Skarsgårds astrofysiker i (Hammerthor?-)underbukser og mindre end dét.

LÆS OGSÅ Gudernes rocker tordner for fuld hammer

Chris Hemsworth gør fortsat en velbygget titelfigur, mens Nathalie Portman får for lidt, altså af udfoldelsesmuligheder.

Til gengæld illuderer Christopher Eccleston perfekt zombie som Malekith, og som tilforn tager Tom Hiddleston prisen for uudgrundelig karisma, magtsyg og selvpinende, i jokerrollen som Loke.

Ni verdener er der – one down, eight to go, guderne være lovet! Gå ikke glip af ’bonusmaterialet’ efter de allersidste rulletekster!

fortsæt med at læse

De moderne pigers drengerøv rammer tidsånden på kornet