Efter så mange år med digitalt sandsynliggjorte stjernekrige, flyvende superhelte, ’Valhalla Rising’ og andre menneskeskabte naturkatastrofer er det mest overraskende, at den ikke er lavet før: filmatiseringen af Marvel-helten Thors bedrifter!
Tordengudens alt andet end sofistikerede brug af rå kraft og ureflekteret magtudøvelse såvel som hans gennem århundreder ikonografisk fastlagte bodybuilderfigur med vikingehjelmen, hvorfra de lange lokker vælder ud over skuldrenes muskelmassiver, ligner jo urbilledet på enhver rockers selvforståelse.
I kontrast til både Alfader Odins straffende autoritet og stedbror Lokes intellektuelle snedighed.
Thor & Co. skrider frem og tilbage mellem verdenerne
Hele denne arketypiske konflikt i Asgård, en af mange verdener i verdensaksen Yggdrasils adskilte grene, er rammen om fortællingen.
Bifrost-broen forbinder – ligesom et af den moderne astroteoris ’ormehuller’ – Asgård med træets andre verdener: frostjætternes tusmørkegolde Jotunheim og menneskenes velkendte Midgård, her i form af landsbyen Puente Antiguo (’den ældgamle bro’) i New Mexico.
Kun med bistand af den brynjeklædte brovagt Hejmdal og en avanceret superkraftkilde bliver Thor & Co. ’skudt’ frem og tilbage mellem verdenerne.
Holder fokus på de psykiske grundmønstre
Stort set sådan formgav forfatteren Stan Lee og tegneren Jack Kirby ’The Mighty Thor ’allerede i tegneserien fra 1962, og Branagh er overraskende tro mod det tegnede forlæg, herunder den fascistoide futurisme i Asgårds forgyldte spændbeton-arkitektur.
Men med sin Shakespeare-ballast holder han fokus på de psykiske grundmønstre: Thors opgør med faderen (Anthony Hopkins som enøjet Odin) og kysk enfoldige forelskelse i den amerikanske astrofysiker Jane Foster (Nathalie Portman).
Chris Hemsworth er et rigtig godt hug som helten selv, både i trikot og gudekappe og i civile camouflagebukser, og Loke bliver menneskeligt forståelig og dog lumsk tvetydig i Tom Hiddlestons let androgyne figur med sit eget dobbelte faderopgør.
Vulgærmytologiens forhold til vold
Jens Lyn-teknologien – et sted mellem Jules Verne-illustrationer og et NASA-show – understreger på sin egen måde det forenklede verdensbillede og menneskesyn: trodsig accept af magtens autoritet og fædrenes visdom, parret med de rå og stærkes ret til riget.
En Asgård-gudekroning iscenesat, som var det Nürnberg 1934 – slet ikke så ulig jætternes tilintetgørende troppestyrker fra Jotunheim.
Kort sagt hele vulgærmytologiens skizofrene forhold til vold. Dér – og i de mange trykte serier – er der stof til mange flere film om Valhals rockerhøvding.
fortsæt med at læse
