Med to af tidens stærkeste navne – Ridley Scott som instruktør af Cormac McCarthys originale filmmanus, for første gang ikke en adaptation af en af hans romaner – og en rundelig håndfuld normalt interessante stjerner på plakaten er ’The Counselor’ på den ene side, lige hvad man kan forvente:
'The Counselor'
en dygtig, blændende blank thriller, hvis visuelle overflod og velslebne dialog fylder én med nagende bange anelser – og indfrier en del af dem med velanbragt chokeffekt.
LÆS OGSÅ To timer i lille kabine er en forbløffende original oplevelse
Men samtidig er filmen dybt utilfredsstillende, ja, modbydelig, i sin kynisme. Kort fortalt fordi den mangler kerne. Hele det luksuriøse setup og cast er rent og skært blingbling omkring en stribe rituelle thrillermarkeringer, men uden nogen substantiel historie i centrum. Længere forklaring følger:
Grådigheden sejrer
Titlens navnløse unge advokat, stramt spillet af en sammenbidt Michael Fassbender, er godt på vej op, men ikke helt hurtigt nok for hans egen ambition og trang til at imponere kæresten, måske meget forståeligt, for det er en sødmefuld og helt igennem ordentlig Penélope Cruz.
Så vores counselor tager chancen og involverer sig i en stor narkohandel formidlet af to anderledes erfarne venner: millionærplayboyen Reiner (Javier Bardem med strithår og lummer Tom Jones-guldkæde) og mellemmanden Westray (Brad Pitt med six-gallon hat, solbriller og alfonsskæg).
Begge fraråder ellers vor mand at kaste sig ud i noget livsfarligt, som han ikke kan overskue: »Du tror, der er visse ting, som disse mennesker simpelthen aldrig ville gøre. Men det er forkert«, advarer Westray. Men den unges grådighed efter en hurtig gevinst på 20 mio. dollar sejrer.
Dansk film om anbragt pige er barsk og rørendeOg så er sluserne åbnet for chokhidsige klip mellem den dekadente rigdom ved svømmepølene og den ekstremt svinske fattigdom i slampølene omkring de latinoer, der pukler med det praktiske: transporten af stofferne såvel som dødsofrene, alt kamufleret som kloakaffald.
I åbningssekvensen, men ellers mest i begivenhedernes synsrand, bevæger en sofistikeret modpol til Penélope Cruz’ troskyldige family girl sig rundt med lad ynde og uudgrundeligt blik under mascaraen:
Malkina hedder hun, kæreste med playboy Reiner, men hun går tydeligt nok sine helt egne veje, ligesom de to geparder, som hun elsker at slippe løs på prærien for at se dem nedlægge deres bytte. Cameron Diaz har vist samme kattedyr tatoveret på den meget bare ryg og spinder farligt for at gøre sin femme fatale til den fuldendte kliche.
Langt over irritationens grænse
Uudgrundeligheden er filmens universalgreb, drevet langt ud over irritationens grænse. Med begivenhedernes uoverskuelige fremadskriden og advokatens svedende, grædende, savlende deroute begriber man jo nok, at det her ikke er en anbefaling af at gå efter hurtig rigdom for enhver pris. Men man aner stadig ikke, hvilket stof der egentlig bliver handlet med? Af hvem? Hvem vil bukke under, hvem tager gevinsten, hvorfor, hvornår og hvordan?
Alle disse spørgsmål blander filmens komposition – med bevidst uklare hop i tid og sted – til én lang mystifikation, med (blod)drypvise svar på ’hvem’, men ingen på ’hvordan’ eller ’hvorfor’.
LÆS OGSÅ Himmel og helvede ligger lige rundt om hjørnet
Virkningen er på den ene side som tilsigtet: Indlevelse i de involveredes labyrintiske paranoia, så man i den grad deler Brad Pitts vagtsomhed over for tæt forbipasserende joggere i Manhattans mylder. Men på den anden side en tilstand af tiltagende frustration over mangelen på sammenhæng og baggrund: Hvad er pointen? Forklaringen? Har jeg overhørt noget undervejs?
Et højdepunkt af visuelt udspekuleret råhed er den natlige udryddelse af en motorcykelkurer, hvis fængslede mor advokaten er blevet lokket til at være forsvarer for – hvorfor hændelsen også bringer vor mand i fedtefadet.
Men den iskolde omhu, hvormed et par os ubekendte håndlangere med lige så ubekendte bagmænd forbereder kurerens halshugning, bliver samtidig et ubehageligt præcist billede på filmen selv: Så megen scenografisk omhu, production value og stjernegage – uden at ville andet end at score kassen!?
fortsæt med at læse






























