0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Murray Close
Foto: Murray Close

Overlevelse. Heltene er purunge i de to Hunger Games-film.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kim Skotte Handlekraftige børn indtager de voksnes filmroller

Efter en periode som forkælede møgunger tager børnene nu têten på det store lærred.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvis noget karakteriserer disse årtier, er det opbruddet i alderens opdelinger og hierarkier.

De ældre, der nægter at blive gamle, har allerede fået deres helt egen filmbølge med ’The Most Exotic Marigold Hotel’ som præmieeksempel. Stephen Frears’ ’Philomena’ med Judi Dench skal nok følge trop, når den får premiere i næste uge.

LÆS OGSÅ

Hvad angår de unge, som nægter at blive rigtigt voksne, er det en personlighedstype, der er så talrig på film, at man næppe kan tælle dem.

Men vi kan for god ordens skyld lige anbefale Noah Baumbachs skønne ’Frances Ha’, der p.t. i biograferne fortæller historien om en pige på 27 år, der nærmest fra den ene dag til den anden opdager, at hun ikke længere er en ung pige, men en ung kvinde på vej mod de 30. Som Frances inkarnerer Greta Gerwig en tidstypisk kvindeskikkelse.

Eliminering af barndommen
Unge og gamle har talerør. Det gælder ikke segmentet udsat for den måske mest radikale omvæltning i aldershierarkiet.

Opfindelsen af barndommen er en relativt ny opfindelse. Ser man på malerier med nogle hundrede år på bagen, ser man ingen børn, kun voksne en miniature. Mange steder i verden er barndommen stadig en skrøbelig historie. Det sørger efterspørgslen på børnearbejde, barnebrude og børnesoldater for.

Måske er barndommen ikke en social-evolutionær ’naturlov’, men en historisk parentes?

Børn og unge er ikke længere individer under tilblivelse, som skal udvikle deres nysgerrighed og deres personlighed

I søndags kunne man her i avisen læse, at samtlige politiske partier var imod begrænsninger i børns adgang til porno. Uanset hvilke glatbarberede vrangforestillinger om villige babes og velhængte hunks de vokser op med, skal ingen have noget klinket i forhold til at skulle fremstå som fortaler for begrænsninger af ytringsfriheden. Så hellere lade markedskræfterne og det, der er værre, regere.

Nogle anmeldere mente, at ’The Counselor’ var kynisk i sin beskrivelse af det mexicanske narkomiljø. Den var det stik modsatte. I al sin kulørte opsætning skræmmende nøgtern. Hvor mange af jeres børn har, tror I, set snuff-optagelser med mexicanske halshugninger sejlende rundt på nettet? Flere, end I tror.

Nettets grænseløse adgang til information og næsten alle børns grænseløse adgang til den vil medvirke til at eliminere barndommen som en særlig sfære. Og måske er vi mere parate til det, end vi vil være ved?

Børnene skal redde verden
I de seneste år er der sket en markant forandring i måden, man omtaler de unge (og indimellem også børnene) på.

Børn og unge er ikke længere individer under tilblivelse, som skal udvikle deres nysgerrighed og deres personlighed.

De er – næsten som på et gammelt maleri af Velazquez – blevet små voksne, der i en fart skal blive store voksne, der kan få de uddannelser, som skal redde den kommende ældrebyrde (de nuværende voksne) fra at kvæle fremtidens samfund med sin vægt.

At dine børn er ti gange bedre på en computer, end du er, er selvfølgelig med til at vende op og ned på kompetencekriterierne. Det er alt sammen noget, som på godt og ondt sætter sit præg på disse års film. Især de amerikanske film myldrer med handlekraftige børn.

Det er børnene, der skal redde verden. Sådan har det på en måde altid været. Børnene er jo fremtiden. Men det er pludselig blevet meget konkret, og det sker her og nu. Ikke kun i ’Kick-Ass’ er barnet den nye superhelt, der må tage sine knubs som en mand.

Børnekorstog

Et godt eksempel er den nye amerikanske film ’Ender’s Game’, som får premiere i næste uge. En slags sci-fi-genrens svar på børnekorstoget. I en nær fremtid er Jordens eneste chance for at afværge en invasion fra det ydre rum at uddanne de kvikkeste børn til frontsoldater og feltmarskaller.

Børnenes computerkrigsspil er fremtidens primære soldaterkvalifikation. Børnenes hurtige reaktioner og overlegne evne til at behandle store data er det afgørende. Ikke erfaringer, men den lærenemme barnehjernes dataknuseri afgør fremtidens intergalaktiske Waterloo. Med GTA i dit dna er du fremtidens helt.

Annonce

LÆS OGSÅ

Det er selvfølgelig bare ’barnagtig’ science fiction, men tendensen går igen i utallige film.

I premiereaktuelle ’Mud’ er det mere realistisk børnene, som må rage kastanjerne ud af ilden for de håbløst umodne voksne. I gyserfilm efter gyserfilm er det børnene, der både er ofre og har den nødvendige handlekraft.

I dag er der premiere på ’Catching Fire’. Den anden film i serien ’The Hunger Games’. Det største filmfænomen p.t. med Jennifer Lawrence i hovedrollen som Katniss Everdeen, der skal overleve sin deltagelse i Hungerspillene i en postapokalyptisk fremtid, hvor et samfund opretholder sig selv ved at lade børn og unge udkæmpe et rituelt kampspil på liv og død.

’The Hunger Games’ kan ses som en myte om en tid, hvor vi med åbne øjne og velvoksne skyklapper ofrer opfindelsen af barndommen for at besværge voksensamfundets fremtid.

Læs mere:

Thomas Thorhauge

Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Laura Poitras + James Marsh i ilmsamtale:  Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Phie Ambo + Michael Madsen i filmsamtale:  Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Dans i film:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene