Da Ilse var 14 måneder gammel, blev hun anbragt i pleje. Nu er hun 8 år og bor stadig i en anden familie end sin biologiske. Sin rigtige mor har hun ikke haft kontakt med, siden hun var et halvt år gammel.
Hendes far, Per, som er den gennemgående hovedperson i danske Mira Jargils første spillefilmslange dokumentar, har pigen derimod haft en relation til det meste af vejen gennem et forløb, der har været uforståeligt hårdt for dem begge.
I filmen med titlen ’Drømmen om en familie’ fremgår det fra begyndelsen, at Per er clean hashmisbruger og ædru alkoholiker på syvende år.
3 dage ud af 14 bor hans datter hos ham. Han drømmer om, at Ilse, han selv og pigens biologiske mor, Christina, engang kan blive en familie, efter at Christina er flyttet fra Mors og tilbage til København.
Forældrenes misbrug
I begyndelsen af filmen forsøger Per at blive kæreste med Christina igen. Ligesom han er også hun tidligere misbruger.
Men i modsætning til ham har hun ikke været ude af sit misbrug ret længe. Hun reagerer oftere med sine følelser end med fornuften.
De bedste nye dokumentarister er også de mest konkreteHun har ikke stabilt fodfæste, viser billederne af den skrøbelige kvinde, der nu gerne vil lære sit barn at kende, men ikke har nogen erfaring med at være mor.
Fra far
Mira Jargil udstiller ikke Christina eller for den sags skyld nogen andre. Mira Jargils socialrealistiske fortælling om mennesker i Danmark lige nu har ingen entydige skurke.
Vægten er lagt på at vise, at uanset at han ikke hele vejen igennem gør det rigtige, så gør faderen Per det bedste, han kan, for sin datter, i tæt samarbejde med de sociale myndigheder.
Inden filmens titel løber over lærredet, står der to ord. ’Fra far’.
Guide: Det vil jeg gerne se på CPH:DOXMed sin illusion om at skabe en familie med Christina og med sit dårlige helbred og en ikke for sund livsstil fremstår Per måske ikke som den perfekte far.
Men han er Ilses far, og ved at vise baggrunden for Ilses anbringelse i plejefamilie og hans på mange måder gode handlinger er ’Drømmen om en familie’ en barsk, men også ærlig foræring til Ilse.
Det er en film, som i fremtiden vil gøre det muligt for barnet at leve med, at hendes forældre ikke kunne tage ansvar for hende, og som sådan kan både Mira Jargils vinkel og handlingsforløbet virke inspirerende på andre.
Drømmen om familielivet
I modsætning til Christina har Per taget imod hjælp til at blive clean og til at gøre det rette for Ilse. Undervejs får han hjælp af en familievejleder i en socialforvaltning samt en gruppe af andre fædre, hvis børn alle er så udsat, at de sociale myndigheder gennem familievejlederne prøver at hjælpe.
Som en tråd gennem filmen følger man Pers møder med de andre fædre i gruppen Far, ligesom man overværer hans og Christinas møder med familievejlederen Torben.
Uden at det siges direkte i filmen, sker der med tiden en forandring med Per for hver gang, han taler med Torben og de andre fædre i gruppen.
I begyndelsen er han optaget af, at Christina er tilbage i København, og at de måske kan blive den familie, de aldrig blev, mens Ilse var nyfødt, og de var aktive misbrugere.
Per ønsker, at Ilse får sin biologiske mor tilbage. Den udvikling er Christina ikke rede til, viser det sig, og for Ilse går det hele indimellem også for hurtigt.
I begyndelsen kender barnet ikke baggrunden for, at moderen altid har været fraværende. Efter 8 år uden en biologisk mor reagerer Ilse helt naturligt med forvirring og vrede over, at hun pludselig har en ’mor-Christina’ foruden den plejemor, hun kalder mor.
Nærheden i billederne
Filmen går så tæt på Ilses og Christinas ansigtsudtryk og på Pers væremåde over for datteren, at man føler, at man er med hjemme i Pers lejlighed, hvor væggene er tapetseret med hans interesse for spillefilm, hvor der altid er kaffe på termokanden, hvor askebægrene sjældent er tomme, og hvor hans opmærksomhed over for Ilse er kærlig og forventningsfuld.
LÆS OGSÅ Tre CPH:DOX-film går tæt på illegale subkulturer
Den nærhed og intensitet i billederne skyldes, at en stor del af filmen er optaget af Per selv med et videokamera, han har fået udleveret af familievejlederen.
De billeder gør filmen mindre teknisk perfekt, men mere menneskeligt rørende.
fortsæt med at læse
