0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Livstråde. I 'Drømmen om en familie' prøver faderen Per det bedste, han kan, at give sin anbragte datter et liv, hvor begge biologiske forældre er til stede.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dansk film om anbragt pige er barsk og rørende

'Drømmen om en familie' er et stærkt indblik i Ilses møde med sine forældre

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Da Ilse var 14 måneder gammel, blev hun anbragt i pleje. Nu er hun 8 år og bor stadig i en anden familie end sin biologiske. Sin rigtige mor har hun ikke haft kontakt med, siden hun var et halvt år gammel.

Hendes far, Per, som er den gennemgående hovedperson i danske Mira Jargils første spillefilmslange dokumentar, har pigen derimod haft en relation til det meste af vejen gennem et forløb, der har været uforståeligt hårdt for dem begge.

I filmen med titlen ’Drømmen om en familie’ fremgår det fra begyndelsen, at Per er clean hashmisbruger og ædru alkoholiker på syvende år.

3 dage ud af 14 bor hans datter hos ham. Han drømmer om, at Ilse, han selv og pigens biologiske mor, Christina, engang kan blive en familie, efter at Christina er flyttet fra Mors og tilbage til København.

Forældrenes misbrug I begyndelsen af filmen forsøger Per at blive kæreste med Christina igen. Ligesom han er også hun tidligere misbruger.

Men i modsætning til ham har hun ikke været ude af sit misbrug ret længe. Hun reagerer oftere med sine følelser end med fornuften.

Hun har ikke stabilt fodfæste, viser billederne af den skrøbelige kvinde, der nu gerne vil lære sit barn at kende, men ikke har nogen erfaring med at være mor.

Fra far
Mira Jargil udstiller ikke Christina eller for den sags skyld nogen andre. Mira Jargils socialrealistiske fortælling om mennesker i Danmark lige nu har ingen entydige skurke.

Vægten er lagt på at vise, at uanset at han ikke hele vejen igennem gør det rigtige, så gør faderen Per det bedste, han kan, for sin datter, i tæt samarbejde med de sociale myndigheder.

Inden filmens titel løber over lærredet, står der to ord. ’Fra far’.

Med sin illusion om at skabe en familie med Christina og med sit dårlige helbred og en ikke for sund livsstil fremstår Per måske ikke som den perfekte far.

Men han er Ilses far, og ved at vise baggrunden for Ilses anbringelse i plejefamilie og hans på mange måder gode handlinger er ’Drømmen om en familie’ en barsk, men også ærlig foræring til Ilse.

Det er en film, som i fremtiden vil gøre det muligt for barnet at leve med, at hendes forældre ikke kunne tage ansvar for hende, og som sådan kan både Mira Jargils vinkel og handlingsforløbet virke inspirerende på andre.

Drømmen om familielivet
I modsætning til Christina har Per taget imod hjælp til at blive clean og til at gøre det rette for Ilse. Undervejs får han hjælp af en familievejleder i en socialforvaltning samt en gruppe af andre fædre, hvis børn alle er så udsat, at de sociale myndigheder gennem familievejlederne prøver at hjælpe.

Som en tråd gennem filmen følger man Pers møder med de andre fædre i gruppen Far, ligesom man overværer hans og Christinas møder med familievejlederen Torben.

Uden at det siges direkte i filmen, sker der med tiden en forandring med Per for hver gang, han taler med Torben og de andre fædre i gruppen.

I begyndelsen er han optaget af, at Christina er tilbage i København, og at de måske kan blive den familie, de aldrig blev, mens Ilse var nyfødt, og de var aktive misbrugere.

Efter 8 år uden en biologisk mor reagerer Ilse helt naturligt med forvirring og vrede over, at hun pludselig har en 'mor-Christina' foruden den plejemor, hun kalder mor

Per ønsker, at Ilse får sin biologiske mor tilbage. Den udvikling er Christina ikke rede til, viser det sig, og for Ilse går det hele indimellem også for hurtigt.

Annonce

I begyndelsen kender barnet ikke baggrunden for, at moderen altid har været fraværende. Efter 8 år uden en biologisk mor reagerer Ilse helt naturligt med forvirring og vrede over, at hun pludselig har en ’mor-Christina’ foruden den plejemor, hun kalder mor.

Nærheden i billederne

Filmen går så tæt på Ilses og Christinas ansigtsudtryk og på Pers væremåde over for datteren, at man føler, at man er med hjemme i Pers lejlighed, hvor væggene er tapetseret med hans interesse for spillefilm, hvor der altid er kaffe på termokanden, hvor askebægrene sjældent er tomme, og hvor hans opmærksomhed over for Ilse er kærlig og forventningsfuld.

LÆS OGSÅ

Den nærhed og intensitet i billederne skyldes, at en stor del af filmen er optaget af Per selv med et videokamera, han har fået udleveret af familievejlederen.

De billeder gør filmen mindre teknisk perfekt, men mere menneskeligt rørende.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?