0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De bedste nye dokumentarister er også de mest konkrete

En hel årgang kun med kvinder afslutter deres uddannelse på Filmskolens dokumentariske linje.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
fra filmen
Foto: fra filmen

kunderne=patienter. I Sofie Tønsbergs 'Parykatelieret' er vi med på en frisørsalon. Det er blevet til en veludført film om at have kræft.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De danser, og de ryger vandpiber.

Kun kvinder er de. Med og uden slør.

I Rania M. Tawfiks afgangsfilm på dokumentarlinjen – den såkaldte tv-uddannelse – fra Den Danske Filmskole er der ingen medvirkende mænd. Alle er unge piger, der har det ligesom Sahar siger i åbningsscenen: »Når jeg danser, er jeg glad«.

De ler, og de danser. De ryger, og de smiler.

Ingen speak forstyrrer Tawfiks film ’En let brise’, som giver et tæt indblik i dansen, men heller ikke mere. Det er samværet pigerne imellem, som bærer filmen.

Sahars vemodige blik under påføring af neglelak på hænderne er, sammen med stille billeder, velgørende passager for filmen, men derudover er den mest dans og skønhed. Æggende kroppe, smukke pailletklingende tørklæder i en ukommenteret, helstøbt billed- og musikreportage fra et andet etnisk Danmark end det sædvanlige.

Også dans er der i Sun Hee Engelstofts film ’Uden ord’ om Martine, der har mistet sin stemme. Sammen med sin søster Erika forsøger hun at få den tilbage. Martines stemmesvigt er et mysterium, og den delvis sort-hvide films rekonstruktion af det understreger det mystiske uden i første omgang at opklare, hvad der er sket.

En meget modig, men ikke helstøbt film. Man lades lidt forvirret tilbage.

Det gør ondt at være syg
Tilfældigvis er samtlige ni afgangselever fra Filmskolens dokumentarlinje kvinder i år. Det betyder ikke, at de alle har fokus på pigeliv.

Ina Lindgreens ’Grænseland’ handler om drenge mellem børn og mænd. Ikke mindst billederne af drengenes køjesenge af fyrretræ og intense nærbilleder af enkelte drenge gør indtryk. Her leges med æstetikken, og der skabes en udvikling ved god hjælp af kapiteloverskrifter.

I ’Parykatelieret’ af Sofie Tønsberg er vi med på en frisørsalon, hvor der foran kuglerunde spejle – velanvendte i filmen – ordnes hår, styles parykker, fortælles personlige historier om kemoterapi og i det hele taget skildres mennesker gennem en vinklet, veludnyttet optik.

Ideen er god, rammen med frisørsalonen er en foræring, og Sofie Tønsberg bruger mulighederne, så man bliver fængslet af historie og salonens medvirkende kunder.

Uden at være nærgående går hun tæt på kræftpatienterne i mange aldre og skildrer deres livsduelighed og -lyst. Man ser kvinder få glimtet i øjnene tilbage og andre kvinder, hvor en paryk bare »ikke er værst«, men det er også nok. Lige der. Selv om man kan se, at det gør ondt at være syg.

Fine billeder
Der fiskes. Dyr. Og bølgepap.

I Thorup Strand ved Jammerbugten, hvor Sine Skibsholt har fundet et fiskersamfund med så megen lokaldialekt, at hendes film er tekstet. Et stykke forunderligt om end afsides Danmark skildres loyalt i filmen, hvor man heldigvis ikke fornemmer så meget som en enkelt ufin tone af nyfigenhed.

’Ved havet’, som Sine Skibsholts film hedder, er med sine billeder af himmel, hav og fiskere en meget fin afgangsfilm. Brian Curt Petersens billeder af menneskene og inde fra skibet fortæller i sig selv en historie.

At være præcis sætter en ramme for fortællingen, som derefter kan brede sig nok så meget perspektiverende ud over ideen.

Annonce



Hele 67 år har Ruth og Arne i Mira Jargils film ’Den tid vi har’ været sammen. Nu skal Ruth dø, og Arne skal og vil hjælpe hende gennem den sidste tid. Uden ynk, men med hjertevarme og ydmyghed viser Mira Jargil, hvor tæt parret er forbundet i en film, hvor stillbilleder af deres fælles fortid bidrager til forståelsen.

En smuk oplevelse, hvor også nærbillederne af den syge Ruth er rørende. »Du er dejlig varm«, siger Arne til Ruth og tilføjer: »Kan du mærke, at jeg er her? Sover du? Du svæver måske?«. Det er så fint skildret.

Bredt felt
Siden hun var 2 år, har instruktøren Lea Glob ikke set sin rødskæggede far, der havde et sejlskib tatoveret på brystet. Da hun var 18, begik han selvmord i en fængselscelle, og sorgen og glæden fra barndommen beskrives i filmen i fortællende rekonstruktioner.

Lea Glob har både ører og blik for skæringspunkter og udnytter fint det materiale om faderen, hun har haft til rådighed. Hendes egen fortællerstemme er filmens gennemgående tråd sammen med en et indrammet billede.

Også i Kasia Køhler Larsens film ’Den lille isbryder’ er temaet mødet med en forsvunden far. Hun tager tilbage til sin barndoms kvarter Kazury i Warszawa, hvor hun genser sin far og meget fint i både ord og billeder formulerer, hvad de havde sammen.

Nogle af de bedste af årets afgangsfilm er også de mest konkrete. At være præcis sætter en ramme for fortællingen, som derefter kan brede sig nok så meget perspektiverende ud over ideen.

En af de mere problematiske film er derfor også Anita Hoplands ’Under mørket’, der er et forsøg på at filmatisere angstens grimme ansigt. Hensigten er god, men udførelsen er svær om end seriøs og ikke talentløs i et bredt felt af forskellige, interessante afgangsfilm.

Læs mere:

Thomas Thorhauge

Jørgen Leth + Simon Staho:  Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Laura Poitras + James Marsh i ilmsamtale:  Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Phie Ambo + Michael Madsen i filmsamtale:  Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and th