.jpg)
.jpg)
Det er fyrre år siden, og for unge mennesker med dagens tilvænning til hverdagsporno må det lyde usandsynligt: at et blowjob aldrig før var blevet vist i en mainstreambiograf.
Men sådan forholdt det sig ikke desto mindre, da den unge miss Boreman fra Florida i 1972 leverede sådan et på film og blev verdensberømt overnight under navnet Linda Lovelace.
Men sikke også et: ’Langt ned i halsen’ lød den kvælningsfornemmelsesfremkaldende titel på en spøgefuldt naiv historie om en ulykkelig kvinde, der ikke kan få orgasme, før lægen hjælper hende til at finde sin klitoris på dette uventede sted, deep throat.
Filmen blev en regulær verdenssensation, og den dag i dag er Linda Lovelaces navn måske stadig bedre kendt end nogen anden pornostjernes.
Filmens titel genbrugte Washington Post -journalisterne Woodward og Bernstein som bekendt samme år som dæknavn for deres hemmelige Watergatekilde.
Lod sig misbruge
For Linda Boreman blev filmen en kilde til ulykke, fortæller denne film.
Chuck Traynor, som fandt hende på en go-go-scene i provinsen, giftede sig med hende, og ved praktiske ægteskabelige eksperimenter fandt han frem til hendes helt specielle talent, truede hende i akut pengemangel med en pistol til også at gøre det på film – og adskilte sig snart ikke fra enhver anden voldelig alfons ved andet end bryllupsringen.
Når hun lod sig misbruge sådan, var det også som reaktion på en oversnerpet mors kvælende restriktioner.
Altsammen altså, hvis vi skal tro denne film og Lindas egne ord. Efter nogle år stod hun nemlig af ræset, forlangte skilsmisse, udgav den selvbiografiske bog ’Ordeal’ (’Prøvelse’) og sluttede sig til den feministiske kamp mod porno.
Gennembanket og nykristnet pornoikon får Hollywood til at gå til kødetDenne efterrationaliserende synsvinkel, ’den forurettedes’, bygger filmen helt ensidigt på.
Sammen med endimensionalt skuespil skaber det et troværdighedsproblem større end det i f.eks. ’Mit liv med Liberace’, som har samme slagside, men er et langt mere seriøst tilløb til en biopic om samme epokes opbrud i kønslivet.
Dumme svin og et uskyldigt offer
Epstein og Friedman har især lavet dokumentarfilm med fokus på bøssemiljøer, men de savner dramaets sans for at forsvare en karakter ud fra dens egen skjulte logik.
Her må vi bare godtage – i rodede tidsspring og gentagelser af scener – at Chuck og de snuskede pornobagmænd i deres spraglede silkeskjorter, nylonhabitter og svenskerhår alle bare var dumme svin og Linda et uskyldigt offer.
Peter Sarsgaards aggression overbeviser bedre end hans charme som discountplayboyen Chuck, og Amanda Seyfried udstråler betænkeligt ubesværet titelrollens enfold.
Kun i Sharon Stones forbenet bitre moderfigur er der flere interessante lag: Hendes strikse krav til Linda er reaktion på pigens teenagegraviditet og ikke mindst på hendes eget forspildte liv: Selv var hun purung, da hun blev gravid og tog ægteskabet på sig som et kors – sin datter under hun noget bedre, med en stålsathed, der så slår kontra.
En lummer udnyttelse
Vist er pornoindustrien en lodden branche med misbrug af mennesker, men er denne film mere end endnu en lummer udnyttelse, kun nødtørftigt legitimeret som martyrium?
LÆS OGSÅ 2013 var præget af kvinder, sex og ingen krig
Men skal vi sluge den råt, når kvinden nu i alt udgav fire indbyrdes modstridende ’selvbiografier’? Og når talrige førstehåndsvidner i tidens løb har bedyret, at hun slet ikke var nogen modvillig slughals, men snarere en patologisk løgnhals?
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
