»Børstede du tænder i dag«, spørger Marcel, der er blevet forladt af konen og nu bor alene i parcelhuset, der er møbleret med slidte, betrækløse madrasser, tømte øldåser og en fortvivlende stilhed.
»Nej. Aldrig«, svarer Bob, der nyder sit otium som selvudnævnt pensioneret cowboy i sin snuskede rønne, hvor han dagen lang sidder ved et lille bord med cigaren tændt og glasset halvt fyldt op med rom.
LÆS OGSÅ Dansk dokumentar er oscar-nomineret
Marcel og Bob bor begge på landet i Vallonien, den fransktalende del af Belgien, og selv om Marcel skal køre en pæn bid vej på sin knallert for at nå frem til Bob, besøger han næsten daglig vennen, når han har mulighed for det.
Med stadig mere tungthængende øjenomgivelser sætter han sig i Bobs hybel for at vende dagen og det fortabte liv og for at skylle bitterheden og melankolien over skilsmissen ned med alkohol.
Tæt på uden at udstille
’Forlad mig ikke’ er de to hollændere Sabine Lubbe Bakkers og Niels von Koevordens spillefilmslange dokumentar om Marcel og Bob. I slutningen af sidste år var filmen nomineret til flere priser på den betydningsfulde dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam.
Nu har den dansk premiere som den første af årets seks film fra den landsdækkende biografklub Doxbio.
Det er en film, der går helt tæt på sine hovedpersoner og alligevel ikke udstiller dem, men derimod fortæller om dem med en nænsomhed og en forståelse, der smitter.
Doku-refleksion over den sociale arv rammer tv-skærmene i januarAt Bob ikke skrubber gummerne og i øvrigt, som et tragikomisk besøg hos tandlægen skildrer, ser frem til at få gebis, gør ikke denne her ældre, småt smilende mand usympatisk eller mindre værdig i instruktørernes og dermed kameraets optik.
Også med blid observans filmes Marcel, der efter skilsmissen blot har sine børn til låns indimellem og i øvrigt, som uger og måneder går og øllerne bliver flere, er klar over, at han har et alkoholproblem.
1 halv liter rom om dagen
Bob er derimod ikke alkoholiker. Siger han selv. For han har engang prøvet at undvære sprut i 14 døgn, og det kunne han godt, og det var ganske vist længe siden, men han drikker jo kun en halv liter rom om dagen.
Marcel ved godt, at Bob underdriver med en liter, men retter ikke på ham. Måske fordi Bob er den ældste og leger den vise autoritet i det spil, de to venner ufortalt har kørende med hinanden.
Belgisk banjofilmmager: »Kærlighedshistorien er motoren«Måske fordi Marcel og Bob instinktivt ved, at det ikke nytter ret meget at tale dunder til Bob, der er helt indstillet på enten at drikke sig til enden eller gøre en ende på det hele ude i skoven ved et ganske bestemt træ.
Fantasier
De to mænds halvt alvorlige, halvt morsomme selvmorderiske fantasi indrammer resten af denne kapitelopdelte film, hvis hovedpersoner ville være mange instruktørers drømmefund.
Inden Marcel og Bob endnu en gang traver mod træet i skoven, kommer Marcel i nogle ugers behandling i håb om at ændre livsstil og blive ædru.
Det lyser ud af ham, at han nyder at være i behandling, hvor sengetøjet er rent og glat, hvor måltiderne er regelmæssige, og hvor omsorgen fra personalet er varm og personlig.
Tvivl malet i øjnene
Det fremgår lige så klart, at det hverken er nemt eller rart for Marcel at komme hjem til det stadig tomme parcelhus. Men så har han jo heldigvis knallerten. Og han har venskabet med Bob, der godt nok ser ud, som om han ikke synes, det er en god idé at fylde Marcels glas mere end halvt op med sprut igen.
LÆS OGSÅ Intimt tv-portræt går tæt på Danmarks mest indesluttede dopingsynder
Men som Marcel selv siger med både tvivlen og afhængigheden malet i øjnene: »Bare et sidste glas. Så kører jeg hjem«.
Det sagde han også dagen før.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
