Belgisk hormoneksplosion er afsindig vellykket

Kødtraumer. På vej ind i den belgiske underverden af hormoner, mord og vaklende kødkvæg går det op for Jacky og Diederick, at man ikke kan vende fortidens traumer ryggen.
Kødtraumer. På vej ind i den belgiske underverden af hormoner, mord og vaklende kødkvæg går det op for Jacky og Diederick, at man ikke kan vende fortidens traumer ryggen.
Lyt til artiklen

At se Michaël R. Roskams ’Bullhead’ er som at få en filmisk mavepuster – på den fede måde. Filmen tager simpelthen pusten fra en.

’Bullhead’ var Belgiens bud på en kandidat til Oscaruddelingens ikke-amerikanske statuette, og med sin intense og mørkt stemningsfulde fortælling, der balancerer mellem at være en gangsterthriller om hormonmafia-underverdenen i Flandern og et psykologisk drama om en mand, der forsøger at komme overens med sin barske opvækst, ligner den absolut heller ikke noget, den amerikanske hjemmebane selv kunne have kreeret.

En stor del af filmens helt enestående tone skyldes Matthias Schoenaerts, der spiller hovedrollen som Jacky Vanmarsenille, titlens ’tyrenakke’, der går rundt i en konstant tilstand af højspændt hormonel ubalance.

Han skyder sig selv med steroider i mængder, der kun overgås af hans families slagtekvæg, og sammenligningen mellem Jacky og de hormonpumpede køer understreges flere gange af fotografen Nicolas Karakatsanis’ undersøgende kærtegn af Jackys oppumpede nakkemuskulatur og kvægets samme.

Tavs og trist
Schoenaerts’ præstation er af samme kaliber som Robert De Niros i ’Raging Bull’ – bare mere tavs og trist på en helt særlig, belgisk måde (det er noget af det samme mentale mørke, Bruno Dumont skildrede i sin avantgardistisk-socialrealistiske ’Flandern’).

Jackys familie har et stort kvægbrug og har tilsyneladende længe været på kant af loven i forhold til især de hormoner, de giver dyrene, og sikkert også i andre henseender, men Roskam dvæler ikke ved detaljerne og dyrker i stedet karaktertegningerne, som er både morsomme og troværdige.

Morsomme er især de to fransktalende valloner på bilværkstedet, som sættes til at få en bil med skudhuller til at forsvinde. På grænsen mellem latterlig og ynkelig er den duknakkede Diederick (Jeroen Perceval) med den vigende hårgrænse.

Uforglemmelige scener
Diederick er en skikkelse fra Jackys fortid, som pludselig bliver nærværende både for Jacky og for tilskueren – fortalt i fremragende og uforglemmelige scener med det vidunderlige drengebarn Robin Valvekens i rollen som den unge Jacky.

Og med et står det lysende klart for tilskueren, hvorfor Jacky går gennem livet med et ansigt, der røber stor lidelse, og en krop, der bogstaveligt talt er ved at bryde ud af sig selv og sprænge skjorten itu.

Scenerne, hvor Jacky står og skyggebokser på sit badeværelse, er lige så smukke og meningsfulde, som de er en truende påmindelse om det raseri, der ligger som et lurende tordenvejr lige under overfladen.

Historien skydes i gang, da Jacky via den lokale dyrlæge bliver presset til at indgå en handelsaftale med en kødsælger med tætte forbindelser til lyssky typer i hormonmafiaen.

Da en politimand, som efterforskede netop hormonmafiaen, findes dræbt, vurderer Jacky, at de gør klogest i at bakke ud af aftalen, så politiet ikke får lyst til at se nærmere på farmen, hvor der er lige rigelig med hormonelle hjælpemidler.

Men gensynet med Diederick, der i sin tid bevidnede Jackys ulykke, komplicerer imidlertid alt, da Diederick fungerer som hemmelig informant for politiet, og selv om Jackys personlige tilstand ikke er direkte forbundet med noget kriminelt, bliver alting pludselig forbundet med steroiderne som bindeled.

En moderne Frankenstein

’Bullhead’ er lige så sensationel som den er voldsom, men den er imponerende nok fortalt uden sensationalisme eller unødig voldsdyrkelse.

Med præcist spil, få replikker og fænomenalt kropssprog får Matthias Schoenaerts gjort monstret Jacky til en figur, man føler ømhed for – han er en moderne Frankenstein, der ikke kan undslippe sin krop, og jo mere man forstår hans lidelse, desto mere tilgiver man hans voldelige adfærd.

»Jeg har ikke kendt andet end dyr hele mit liv«, lyder nøglereplikken, der er så indlysende sand, at den næsten kunne have været undværet i filmen, men på den anden side understreger den det grundlæggende tragiske i Jackys historie.

Enkeltdele i fortællingen hænger ikke så godt sammen – Jackys ulykkelige forelskelse i en pige fra hans barndom og Diedericks tilsvarende forelskelse i en ung betjent er sådan set unødvendige for filmen, der kunne have stået stærkere uden de blødgørende detaljer.

Men det er en lille anke mod en film, der er grum og smuk i ligelige mængder og som sætter sig fast i erindringen som et velplaceret knytnæveslag i mellemgulvet.

SE TRAILER



FACEBOOK

Sophie Engberg Sonne

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her