Lyt til artiklen
Som forælder kan man i pludselige glimt se på sit barn, sit eget kød og blod, og føle sig uendelig fremmedgjort over for dette sære væsen, der ganske vist bærer ens aftryk, men dog er sit eget, gådefulde selv.
Dette blik på barnet som noget på én gang velkendt og fremmed er noget af det mest vidunderlige ved at være forælder – man bliver stolt ved tanken om ens barn som et individ, der skal begive sig ud i verden bevæbnet med egen vilje og identitet – men kan også være et af de sværeste og kilde til stor frustration og skuffelser.
