Hverken i psykologisk intensitet eller filmkunstnerisk brillans kan ’Ung & smuk’ måle sig med Luis Buñuels mesterværk ’Dagens skønhed’, men der er mindst to gode grunde til, at sammenligningen ligger lige for:
Den purunge skuespillerinde Marine Vacths iøjnefaldende skønhed er kølig og distant ligesom (men ikke med så stærk erotisk effekt som) Catherine Deneuve i Buñuels 1967-film. Og den 17-årige Isabelle, som hun spiller, har et hemmeligt liv som prostitueret, ligesom den 23-årige Severine, der keder sig som hustru i Buñuels film.
Også her, uden at vi får nogen udtrykkelig forklaring på hvorfor.
Ozon siger selv, at han vil vise teenageårene ikke kun som en emotionel, men »også som en hormonel periode. Vores kroppe gennemgår nogle intense fysiologiske forandringer, og samtidig føler vi os underligt følelseskolde«.
Et stærkt udtryk, det sidste, og holder den generalisering? Den farver i hvert fald hans opfattelse af Isabelle, som på sin 17-års fødselsdag målbevidst arrangerer sit første – og skuffende! – samleje, med en yngling på familiens feriested.
Tilbage i Paris bliver hun metodisk: Via internet og sms etablerer hun sig i hemmelighed som escortpige, stadig tilsyneladende uengageret. Hverken kedsomhed, et psykisk traume (hendes fraværende far?), tøjlesløs brunst, materiel nød eller afvigende tilbøjeligheder synes at styre hende.
Hun udforsker måske bare, hvad sex er – at slippe den kroniske uskyld, at få identitet som voksen, blive set (som hendes pubertetslillebror ser hende, gennem en kikkert)? Bestemme selv?
»En kunstner er pervers, han er en lurer, en manipulator«En chokerende begivenhed får hende til at stoppe, men hemmeligheden er sluppet ud, også til hendes mor, der troede, at den surmopsede datter bare læste lektier hos en veninde!
I scenerne mellem det fåmælte pigebarn og forældregenerationen – nu mistænksomme over for pigen som følge af deres egne hemmeligheder – lever filmen bedst, ikke mindst i kraft af Géraldine Pailhas’ stærke, nuancerige nærvær som hendes mor.
Også Ozons signaturskuespiller Charlotte Rampling dukker overraskende op til slut med antydningen af et generelt perspektiv på Isabelles lidenskabsløse frygtløshed.
Libidoens lækkermund er i sit es med fræk thrillerFilmens opdeling i fire årstider, med hver sin Françoise Hardy-sang, virker skematisk uden nogen analytisk gevinst, og et kæresteforsøg med en slukøret skolekammerat nærmer sig klicheen, inklusive ophængning af en hængelås i det berømte rækværk på Pont des Arts som tegn på ’evig kærlighed’.
Den byrde blev som bekendt for nylig så tung, at bemeldte rækværk brasede sammen – i virkelighedens Paris.
fortsæt med at læse
