Filmen 'Amazonia' er en sjælden og stærk oplevelse

Guide. I filmen Amazonis har man en lille kapucinerabe som guide til livet i verdens største regnskov.
Guide. I filmen Amazonis har man en lille kapucinerabe som guide til livet i verdens største regnskov.
Lyt til artiklen

Franskmænd kan noget særligt med at gøre naturen selv til centrum i film for børn uden at ’menneskeliggøre’ den ved at tillægge den følelser, hensigter osv.

Vi så det for nogle år siden i den rørende ’Pigen og ræven’, og i denne sommers kønne og pudsige ’Minisekterne’ er flyvekræet nok animationsskabt, men landskabet er realfilmet med stor viden og kærlighed.

Her i ’Amazonia’ er den tilgang dyrket i imponerende stor skala: Et filmhold på 80 mennesker med hver sin ekspertise fra tidligere naturfilm var på 18 måneders optagelser dybt inde i regnskoven, med et ’drømmecast’ bestående af bl.a. 40 kapucineraber, anaconda, boa constrictor, jaguar, floddelfiner, krokodiller, et bæltedyr, tapir, vildsvin, ara, tukan, ørn, kalkungrib, fugleedderkop, vandrende blad m.m.fl – og som statister 5.000 andre dyrearter og 40.000 plantearter. I 3D eller 2D, alt efter biografvalg.

Pensionsmodne muskelgutter burde trække stikket

Resultatet er enestående smukke, særprægede billeder, taget af fotograf Gustavo Hadba, af regnskovens skønhed, mangfoldighed og uigennemskuelighed, udforsket så at sige gennem øjnene på den lille kapucinerabe Saï.

Han er hoved’person’ i den enkle handling, der binder synerne sammen til en fortælling: Cirkusaben Saï, født i fangenskab, skal flyves fra Rio til et sted nordpå, men det lille fly styrter ned i junglen, Saï slipper ud af sit bur – og må prøve at overleve i naturen.

Enkel storhed

Bortset fra flyrejsen og et kort møde i junglen medvirker ingen mennesker. Der er ingen dialog eller fortællerstemme – kun Bruno Coulais’ musik, fra guitarsoloer til det store symfoniske udtræk, og så regnskovens egne lyde.

Men fortællingens indre spænding – kan han klare sig, og finder han mon nogen af sin egen art at slutte sig til? – rummer gode identifikationsmuligheder for børn.

Og selv om Saï og vi kommer meget tæt på såvel insekterne som krokodiller, slanger og en jaguar, forsager filmen de effektsøgende gys til fordel for naturtro nøgternhed. Selv de mindste vil sove roligt efter synet.

Woody Allen hiver endnu en bundcharmerende komedie op af hatten

Tak til børnefilminitiativet Rabalder Bio for at hente ’Amazonia’ som særimport uden for vintersæsonens serie af andre kvalitetsfilm, som danske børn ellers næppe ville få at se i biografen.

Med sin (næsten) naturtro handling, fantastiske kamerateknik, sobre naturtilgang og enkle storhed er ’Amazonia’ en sjælden og stærk oplevelse for alle aldersklasser.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her