Angsten for det fremmede kan være selvopfyldende, ved vi. For at forebygge forventede angreb kan ens eget forsvar antage lige så uhyrlige former som det, man frygtede udefra. Så bliver ens eget spejlbillede svært at skelne fra skræmmebilledet af ’de andre’.
Vore egne skræmte bidrag til endnu en koldkrig eller fejltrinene i Irak og Afghanistan behandles jo andre steder i avisen, så lad mig nøjes med her at minde om fortidens angst for troldtøj og heksejagt på ’kloge koner’, hvis evner folk ikke forstod og derfor frygtede.
Originale opfindere
I denne originale, ja, stedvis forrygende excentriske stop-motion animationsfilm, baseret på børnebogen ’Here be monsters’, er det små, grimme grønne trolde, iklædt hver sin papæske, der har de ekstraordinære evner: som opfindere.
Fra deres hjem under jorden dukker de op i gader og baggårde, hvor de i mørket klunser papæsker og småmekanik, fra vækkeure til hjulpiskere, som de finder helt nye anvendelser for.
'Flyvemaskiner 2' lugter af kold kalkulationOstebrobys indbyggere tror, de underjordiske æder børn, så byens enfoldige, men opblæste ledere har indført udgangsforbud og lovet den klamme og grumme Snapholm en plads i byens styre, når han har udryddet alle æsketrolde på sine natlige raids.
Hvad kun få af troldene ved er, at den lille trold Æg (som der står på hans æske) er et menneskebarn og betydelig mere frygtsom end grev Pont-L’Eveques lille, uforsagte datter Winnie, hvis småsadistiske underholdningsbehov netop antyder, at blodtørsten næppe er størst hos de underjordiske.
God humor for skolebørn
I det ekspanderende animationsmarked har det uafhængige, Oregon-baserede selskab Laika med Henry Selicks ’Coraline’ (2009) og Chris Butlers ’ParaNorman’ (2012) skabt sig en interessant niche for det skævt skræmmende og grotesk grinagtige, mellem Tim Burton og Nick Park.
Hvis æsketroldenes teknologi er Jules Vernes møde med Storm P, er scenen til gengæld Dickens med et strejf af feudaleventyr – og figurerne må være undfanget i gruppesex mellem Tootsie, Dame Edna og Monty Python.
Børnefilmfestival: Langt mellem snapsene i dansk børnefilmDet excentriske slår i hvert fald over i det kinky, når skurken Snapholm forfører bystyret som den rødhårede trans Madame Frou-Frou, og når hans forslugne fjæs slår ud i allergisk opsvulmen, fordi han har taget forskud på forfremmelsens glæder og forgrebet sig på de oste, der ellers er forbeholdt bystyret (jævnfør grevens navn, der også betegner en fransk ostetype).
Skal dén groteske skikkelse virkelig forestille en beskytter mod det onde?
En del forklarende scener synes klippet væk af hensyn til længden, og meget af denne slags humor rammer jo i hvert fald mange meter over børnehavebørns erfaringshorisont, så filmen frarådes fornuftigvis under 7.
Men for skolebørn vil pointer som udstødthed, hævn for mobning og valg mellem plejefamilie eller artsfæller vække indlevelsens tænksomhed såvel som genkendelsens glæde.
fortsæt med at læse
