Er man til krimi uden nåde, bundløst, sjæleligt mørke, forførelse og passion, er sæsonens bedste bud måske ’Lonely Hearts’. En barsk og besættende historie, oven i købet baseret på virkeligheden, fornemt skuespil, realistiske kulisser og kostumer, lige så glamourøse som amourøse forbrydere med en psykisk hårdt plaget politimand i baghjulet. For instruktøren og manuskriptforfatteren til filmen, Todd Robinson, er der tale om en usædvanlig form for slægtsforskning. En virkelig historie Filmens forlæg er nemlig den virkelige historie om romantikkens svar på bankrøvernes Bonnie & Clyde, Martha og Raymond, også kendt som the lonely hearts killers. Det var instruktørens farfar, kriminalbetjent Elmer C. Robinson, der jagede og til sidst fandt det morderiske par og fik dem anbragt i den elektriske stol. Tilnavnet fik parret fra navnet på den sektion i en amerikansk avis, hvor ensomme kvinder og mænd i 1940’erne søgte efter selskab, The Lonely Hearts.
I den sektion fandt charmebøffen Raymond Fernandez (Jared Leto), med påklistret hårspids på sin delvist skaldede isse, enlige, midaldrende kvinder.




























