Sportens evige skarnsknægt og slagsbror, sværvægtsboksning, har det ikke godt. Savnet af nyt blod, der er villigt til at blive tværet ud i ringen, er mærkbart; og karismatiske gladiatorer med bly i de store vanter er omtrent lige så sjældne som modstand fra sandsækken. Som en gammel nostalgiker er den engang så sagnomspundne sport faret vild i sin egen myte og ernærer sig mest ved at genfortælle de nådesløse dueller igen og igen, ofte på film. Virkelighedens boksesport minder med andre ord til forveksling om Rocky Balboa (Sylvester Stallone), der for længst har trukket sig tilbage fra den nådesløse metier. I modsætning til mange af de gamle kolleger klarer han sig dog nogenlunde, selv om kræften har taget livet af den hårdt savnede fru Adrian.

I en alder af 60 år lever manden, der engang var folkets helt med tilnavnet The Italian Stallion, af sin restaurant, der naturligvis bærer hustruens navn, hjemme i Philadelphia. Her underholder han hver aften gæsterne med sine skrøner fra tilværelsen i ringen. En hyldest til gaden og folket
Lidt sørgeligt og ensomt, som når han i korte og forkrampede møder forsøger at forsone sig med sin voksne søn (Milo Ventimiglia), der har lagt afstand til faderen og myten for at etablere sit eget liv. Og især når han med den gamle ven Paulie (Burt Young) triller rundt i sin gamle van, og de genoplever bokserens kærlighedsliv som et par næsten beckettske outsidere med konklusionen: »Verden falder sammen, og vi falder med«. Men også rørende med den renhjertede hyldest til gaden og folket, der altid har været Rocky-filmenes styrke, her udtrykt gennem den smukt uforløste venskabs-/kærlighedshistorie med servitricen Marie (Geraldine Hughes). Den hverdag, Rocky naturligvis pakker ind i nostalgisk Philly-soul: »I like the old stuff«, vendes radikalt på hovedet for dem alle, da en computeranimation af den umulige dyst mellem fortidens mester, Rocky, og nutidens upopulære hitman, Maxon ’The Line’ Dixon (spillet af sværvægtsbokseren Antonio Tarver), baner vejen for et comeback for den gamle drømmer. Det, der er tænkt som en ’opvisningskamp’ i Las Vegas, udvikler sig naturligvis til en drabelig dyst, hvori der i løbet af få minutter falder flere slag end i de fleste bokseres karriere. Sådan er det i Rocky-universet. Her blæser vi på, at det trods alt er urealistisk at forestille sig en rusten 60-årig gå op mod en veltrænet ung champ. Her handler det om at gribe drømmen og forfølge den, selv om resultatet næppe bliver den sejr, hele tricket ikke desto mindre er at tro på. Sejr på point
Sådan er virkeligheden for de underhunde, USA elsker, og som Sylvester Stallone alt andet lige har et godt blik for. Derfor vinder ’Rocky Balboa’. Ikke på knockout, dertil er optakten til kampen alt for lang og forudsigelig, ligesom bifigurerne – især de to sønner – ikke er ført igennem.