Sandalerne og sværdene fra ’Gladiator’ er skiftet ud med shorts og sutsko i genoptagelsen af det givtige samarbejde mellem mesterinstruktøren Ridley Scott og den australske skuespiller Russell Crowe. Sidstnævnte er her havnet midt i den amerikanske kliche af en forestilling om det landlige Provence. Inden vi når dertil, skal vi heldigvis igennem filmens lovende optakt i London, hvor Max Skinner (Crowe, der her får lejlighed til at vise, at han også er et komisk talent af klasse) er en gennemført kynisk børshaj uden smålig skelen til kolleger, etiske spilleregler eller følelsesliv.
For ham handler tilværelsen om at score kassen, så stort som overhovedet muligt. Tænker kun på fortjeneste Derfor er hans første tanke naturligvis at sælge, da han præsenteres for nyheden om, at hans onkel Henry (Albert Finnney) er død og har testamenteret sin franske vingård til nevøen.




























