Starten er benhård og lovende. Den slimede Predalien, der er blevet til ved en noget bizar implantation i et rumskib, angriber og dræber et barn. Og snart efter kaster uhyret sig over en fødeafdeling, fyldt med højgravide kvinder på det lokale hospital. Tjubang og så er alle uskrevne regler for, hvad man trods alt ikke må i et splattergys, brudt! Herligt.
Mangel på kreativitet
Men glæden varer kort, for de debuterende instruktørbrødre Colin og Greg Strause formår ikke at holde fast i kreativiteten. Alt for hurtigt bliver ’Alien vs. Predator 2’ til en så maskinel omgang voldmyrderi, at det keder snarere end at skræmme.
Bedre bliver det ikke af, at det er pænt svært at kende forskel på de to lidt for identiske slimbæster, Alien og Predator, som ved en fejl er kommet til at sætte hinanden stævne i en lille amerikansk soveby, hvorved de kommer til at udslette store dele af befolkningen i deres indædte kamp mod hinanden.




























