26 år efter den første overflyvning af et af den moderne filmhistories mest banebrydende og stilskabende scenarier, får vi endelig lov at gå på opdagelse i Ridley Scotts evigt fascinerende og skræmmende storby i den definitive version af ’Blade Runner – The Final Cut’.
Filmen fra 1982, der var baseret på Philip K. Dicks roman ’Drømmer androider om elektriske får?’, har altid været et visuelt mesterværk og genstand for utallige fortolkninger, filmiske efterligninger og inspiration. Eksempelvis for den unge Lars von Trier i ’Forbrydelsens element’, der kom to år efter i 1984.
Angstprovokerende milepæl
Dette skæbnesvangre år, som George Orwell for længst havde sikret status i de legender, der rækker langt ud over kalenderens 12 måneder, passeredes, uden at Jorden gik under. Men stod som en angstprovokerende milepæl foran Ridley Scott, da han skabte sin vision om fremtidens metropoler.
11 år før 2019, som Ridley Scott i sin tid daterede sit mørke univers til, kan vi trods al skræk for genmanipulationer og følgerne af klimaskift konstatere, at helt så langt ud er hverken planeten eller dens beboere heldigvis kommet.
Men i de tidligere firsere, der på godt og ondt præger ’Blade Runner’, var skrækvisionerne uhyre præsente i blandingen af glæde og skræk over computere og teknologi, storbyernes uhæmmede vækst, genetiske manipulationer, miljøbetingede mutationer og atomkrigens golde ragnarok. Menneskets definitive nederlag til maskinen og teknologien. Den klassiske hårde negl I centrum FOR filmen står den unge Harrison Ford som klassisk, modvillig hård negl og detektiv af den gammeldags film noir-skole i en fremtidsvision uden sikkerhedsnet. Som blade runner, medlem af politiets særlige korps til overvågning og afskaffelse af oprørske replikanter, sættes Rick Deckard (Ford) til at finde seks replikanter, som imod alle regler er kommet op på Jorden for at finde metoder til at forlænge deres på forhånd programmerede levetid. Replikanterne bruges brutalt som effektive slaver til udforskning af andre planeter, men i mange tilfælde har disse robotter med programmeret hukommelse og følelsesliv udviklet en intelligens, der overgår deres skaberes. Derfor må replikanterne ’afvikles’ eller ’pensioneres’, som menneskene kalder det. Den opgave er oftest let nok for den illusionsløse Deckard, men når man møder så forførende væsener som den firsertrashede Pris (Daryl Hannah) med punket luderlook og den melankolsk smukke replikant Rachael (Sean Young), kan alt komme i spil, selv hjertet. Og ens egen identitet. Er Deckard replikant? For en af de radikale ændringer i forhold til den oprindelige udgave fra 1982 og den roman, den er baseret på, er, at Rick Deckard denne gang med stor sandsynlighed selv er en replikant.
