Med fare for, at min indbakke bryder sammen under et heftigt bombardement af hademails fra rasende unge piger (og deres mødre), bliver jeg nødt til at skrive det, som det er.
’The Last Song’ er en klæbrig, kunstigt sødet, langtrukket og banal film, der burde være endt som tv-serie. Og Disneys tuttenuttede stjerne fra Hannah Montana-sagaen, Miley Cyrus, fremviser ud over sin præsentable overlæbe ikke noget, der minder om dramatisk talent i hovedrollen. Rådne veninder og dødelig sygdom Med kærligheden som en meget langstrakt, lyserød tråd forsøger ’The Last Song’, som er baseret på en roman af bestsellerforfatter Nicholas Sparks, at overbevise en om, at man sagtens kan proppe emner som ungdommeligt oprør, skilsmisser, besværlige brødre, landsbysladder, den første forelskelse, rådne veninder og dødelig sygdom ind i én film.
