Lyt til artiklen
I takt med at finanskrisen graver dybere og gnaver hårdere, bliver perspektivet i nogle film mere og mere dystert og udsigtsløst.
Fra vinduet i den forladte lejlighed, hvor den 15-årige Mia stiller sit lille musikanlæg op med noget så håbløst gammeldags som en discman som hovedkilde for at skaffe musik til sin hemmelige dans, er der udkig til trøstesløse boligblokke, store, øde arealer i forstaden, retningsløse børn, fordrukne forældre og et lorteliv i de selvsamme rammer. Kun i sin dans kan den tillukkede teenager slippe sig selv fri og med elegante hop på stedet fjerne sig fra det mentale dødvande, der truer med at trække hende ned i den store selvmorderiske depression.
