Drømmene brister, og tilværelsen falder fra hinanden for sportsstjernen Lisa (Reese Witherspoon) og direktøren George Madison (Paul Rudd). Efter ti år som kaptajn for det amerikanske softball-landshold bliver hun sat af holdet, mens han ryger ud af sin fars firma med en alvorlig anklage for bedrageri hængende over hovedet.
LÆS OGSÅ Hollywoods smukkeste komiker er tilbage
Kan der mon opstå kærlighed på ruinerne af en sådan fælles røvtur, spørger denne uges romantiske komedie fra Hollywood, ’Alt hvad du har’. Svaret må man naturligvis selv hente i biografen, men vi hverken afslører for meget eller fornærmer nogen ved at sige, at genren jo ikke akkurat er kendt for overraskende slutninger.
Ideen med at lade Jack Nicholson med al sin manierede kynisme dukke op i en romantisk komedie instrueret af James L. Brooks, der også stod bag veteranens glansrolle i ’Det bli’r ikke bedre’/’As Good as it Gets’ (1997) med en stjernebesætning omkring sig, er indlysende.
Fra psykopat til følsom far Og undervejs stiller ’Alt hvad du har’ da også mange rigtige spørgsmål i et ellers slingrende manuskript. Bag den mulige romance mellem de to faldne hovedpersoner ligger filmens andet hovedtema, nemlig hvor godt vi egentlig kender vore forældre? Det er her, Jack Nicholson kommer ind i billedet som far og bestyrelsesformand for det firma, hvor filmens George Madison er direktør.





























