Selvfølgelig bor Paul Rudd i New York. Hvor ellers? I L.A.? As if! Rudd er den mest coole af amerikanske filmskuespillere. Han er en personlig yndling hos Jon Stewart, der hver gang han ser sit snit til det, inviterer ham ind i ’The Daily Show’. Mest for hyggens skyld, tror jeg.
LÆS OGSÅ Humoren er skinger i amerikansk middagsfilm
Og for at få Rudd til at præstere sit glansnummer, et sindssygt lille stykke 70’er-diskodans med blafrende arme og spjættende ben.
Imod sin vilje griner man. Hver gang. Han fortæller selv, at han første gang dansede den, da han som stor dreng var dj ved bar mitzvah-fester. Slacker-komiker Paul Rudd, der i en alder af 41 stadig ligner en, der sparer sammen til sin 30-års fødselsdag, har været her længere end det nye årtusind, men alligevel er han helt ny som udfoldet stjerne. I dag er han en del af den generation af slacker-komikere, der fylder godt op i amerikansk film. Sammen med folk som Seth Rogen, Jason Segel og Steve Carell, som han spiller overfor i den helt nye ’Dinner for Schmucks’. »Jason siger, at de skulle kalde os The Fat Pack«, har Paul Rudd sagt med et stort smil på læben og med henvisning til alle de packs af unge sultne hunde, der har præget amerikansk showbiz siden 60’ernes Rat Pack med Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davies jr. og Peter Lawford og 80’ernes Brat Pack med bl.a. Rob Lowe, Emilio Estevez, Andrew McCarthy m.fl. Smukke mænds problem Men Fat Pack? Det rimer på alle måder undtagen den mest oplagte: Paul Rudd er ingen fed mand, han er ikke engang tyk. Det, der mere end noget adskiller ham fra de andre sjove slackers, er, hvor nydelig han er, hvor indlysende et valg han var dengang i 90’erne og de tidligere 00’ere, til romantiske førsteelskerroller. Køn, brune øjne, bølget hår, smækker skikkelse. LÆS OGSÅHot filmtrend: Jeg elsker min bedste ven I hans gennembrudsfilm, den moderne teenageklassiker ’Clueless’ (1995), var han den overfladiske, selvcentrerede hovedpersons lidt ældre, politisk idealistiske halvbror, som man ikke kan lade være med at følge med øjnene, mens han som den eneste, der ikke er klædt i designertøj, diskret lusker rundt i periferien af filmens egentlige handling. Og afventer sin chance. Rudd er endnu et eksempel på, hvor svært det er for smukke mænd at bryde igennem i genrer, der passer deres talent. Det gælder over hele verden. Hvordan Mikael Bertelsen f.eks. fik lov til at overtrumfe sit udseende og faktisk få succes som satiriker herhjemme? Film efter film Rudd var effektiv og uskadelig i film efter film. Han var Jennifer Anistons homoven, som hun forelsker sig i i ’Manden i mit liv’, han var den ædle, dødsmærkede soldat i ’Æblemostreglementet’, og i 2001 med ’Wet Hot American Summer’, en lille spoof på de tidlige 80’eres platte Porky-film, sprang han over en hurdle og kom som den decideret ubehagelige sommerlejrleder nærmere den Rudd, vi kender i dag. Men inden da tjente han pæne penge på at spille Phoebes kæreste og ægtemand i 18 afsnit af ’Venner’. Det må være tilladt at tage afstand fra Judd Apatows fise- og fniseurt-infantilisme, men Rudd fik veltalende biroller i både ’The 40-Year Old Virgin’ og ’Knocked Up’, inden han vendte tilbage til sit gamle rollefag i en film, ’I Could Never Be Your Woman’, der fortjener at blive genset i dag uden fordomme. Han spiller den midaldrende Michelle Pfeiffers meget unge kæreste (faktisk var der kun ni år imellem dem), et kontroversielt emne i det aldersbesatte amerikanske filmmiljø, og Amy Heckerling, der iscenesatte både ’Clueless’ og ’I Could Never Be Your Woman’ fortjener evig hæder. Også selv om lige netop Rudds rolle ikke netop bragte ham fremad i kunstnerisk forstand. Luftguitar og pruttejokes
