Vækkeuret ringer i lejligheden oven på Palles Solcenter i Skals. Indbyggeren Henrik Steffensen og katten Whisky skal op. Førstnævnte skal til sin morfars begravelse i Tyskland. I jakkesæt med slips og solbriller af den type, Elvis Presley i sin tid promoverede i Las Vegas. Sammen med sin storebror Christian kommer Henrik for sent til begravelsen. Men kommer de to brødre også for sent til at arve de millioner efter morfaderen, de med Christians ord »har ventet hele livet på?«. Kandiderer til årets danske film Ventet, mens tiden er gået i stå og deres liv endt i en sump. Christian som nedslidt narkoman med mange års fængselsophold og fem år som hjemløs bag sig.
Oven på solcenteret Henrik, separeret familiefar, som ikke kan betale husleje og derfor lever under en konstant trussel om at blive smidt på gaden. Brødrene er bundet sammen af et vaklende forhold til deres far og trangen til øl, hash og rockmusik. Omdrejningspunktet for Christian Sønderby Jepsens åbenbaring af en dokumentarfilm, ’Testamentet’, er den klassiske familiekonflikt omkring en – formodet – arv. Millioner, der kan ændre livet fra en tilværelse på skyggesiden til udfrielse af drømme.




























