En gruppe syriske børn bader i et bombekrater midt på en hovedvej. »Film os, film os!«, råber de grinende til fotografen, mens de boltrer sig i vandet. De sprøjter vand i ansigterne på hinanden, smiler drilsk, hopper, plasker. Imens bager solen, så asfalten næsten smelter.
Ser man bort fra omstændighederne, kunne scenen til forveksling ligne en uskyldig badeleg i Feriedanmark. Men her sprøjter det ofte med blod og ikke vand.




























