Når man føler sig styrket i troen på menneskene efter en film om børn og unge, der har været udsat for misbrug og omsorgssvigt – ja, så er der særlige kvaliteter på færde.

Og det er der i ’Short Term 12’, som har titel efter en døgninstitution, hvor sådan nogle børn bor midlertidigt.

Men med det kortfristede er det så som så: Velbegavede Marcus, hvis mor tvang ham til at sælge stoffer, har boet der tre år og vil ikke ud, selv om han fylder 18, så han bliver bare endnu mere indesluttet.

Angstplagede lille rødhårede Sammy stikker ustandselig af under vilde skrig og med Stars and Stripes som superkappe over den bare overkrop – og bliver lige så rutinemæssigt indhentet af personalet. Som ikke er så meget ældre end de udsatte/indsatte børn og unge, og ingen af de fire voksne har nogen pædagog- eller psykologuddannelse.

Men de har det rette tag på de unge: indlevelse, lytten og robust tålmodighed kombineret med usvækket håndhævelse af uundværlige, men letfattelige regler: Ingen stoffer på stedet, ingen udgang uden aftale osv. Resultat: Børnenes respekt og hengivenhed. For første gang møder de voksen konsekvens med positivt fortegn: kontakt, krav og kærlighed. Ansvar for hinanden.

Gensidig forståelse

Det lyder måske som en dokumentarfilm, og instruktøren har da også især lavet dok- og kortfilm, bl.a. en ’kladde’ til denne spillefilm. Som ikke er et sekund for lang.

Historien handler nemlig mindst lige så meget om to af de ansatte, Grace og hendes kæreste, Mason, spillet forbilledligt stærkt af henholdsvis Brie Larson og John Gallagher. Deres vandtætte kombination af styring og empati, galgenhumor og ægte varme i forholdet til de unge har sine årsager: De udfordringer, som institutionens børn kommer fra, kender de voksne på egen krop.

Deres forhistorier afdækkes som konsekvens af flere begivenheder: De får ansvar for en ny pige på institutionen, Jayden, og ved at indvie hende i noget af sin egen historie, bl.a. om selvbeskadigelse, bryder Grace gennem pigens panser af modvilje, så den nyankomne med et selvdigtet ’eventyr’ kan antyde, hvad hun har været ude for (ligesom sorte, sørgmodige Marcus kun kan røbe sine sorger i trodsig rap-version – Cretton ved, hvad han taler om!).

Men processen med Jayden og en alt andet end planlagt graviditet blotter også nogen nervespidser ind til Graces egen fortid og sætter forholdet til Mason, graviditetens glade ’far’, på spil.

’Short Term 12' anklager kategorisk forældres himmelråbende svigt eller overgreb, såvel som teoriterapeuter og skrivebordspsykologer. Men styrker alligevel med glamourfrit kameraarbejde og nøgternt, sårbart skuespil troen på, at vi kan hjælpe hinanden.

fortsæt med at læse

Drengebogseventyr mister fodfæste i hæsblæsende jagt