Adrenalinen pumper i grafitti-dokumentar fra São Paulos favelaer

adrenalin. Gadeslænget Pixadores får et kick af at skabe graffiti.
adrenalin. Gadeslænget Pixadores får et kick af at skabe graffiti.
Lyt til artiklen

I fattige kvarterer i São Paulo lever en gruppe unge mænd ikke af, men derimod for at male graffiti. Ulovligt. Når de smører deres vrede, begejstring og desperation ud på byens facader og tog, får de, som de siger i ’Pixadores’, en rus af adrenalin og en følelse af frihed.

Adskillige graffitifilm gennem tiderne har hyldet effekten af spraydåserne. De har enten fokuseret på malerne som en del af hiphopkulturen eller på diskussionen om, hvorvidt der er tale om kunst eller vandalisme.

Lyssky arbejdsopgaver

Den iranskfødte finne Amir Arsames Escandaris film ’Pixadores’ lader medlemmerne af det specifikke gadeslæng Pixadores træde i karakter og undgår at romantisere deres tilværelse.

Sebastião Salgado: »Jeg har mistet troen på mennesket«

Som publikum er man med dem på lyssky arbejdsopgaver. Kraftigt hjulpet af elektronisk underlægningsmusik og skyggefremhævende sort-hvide billeder mærker man nerverne hvine af spænding og har let ved at forstå deres reaktion, da de på et tidspunkt inviteres til at deltage i en international udstilling, der har det kunstneriske parnas’ blåstempling.

Med sit afvekslende tempo og rå gengivelse af dagligliv i São Paulos favelaer er ’Pixadores’ en kaotisk, rørende film om en kompleks side af brasiliansk storbyliv lige nu.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her