Lyt til artiklen
Da jeg gik til konfirmationsforberedelse på Midtjyllands Kristne Friskole i midthalvfemserne, blev vi en dag af vores præst bedt om at medbringe en af de sange, vi lyttede til derhjemme.
Jeg havde taget Oasis med, Thomas ’Absolute Dance’, og Klaus havde Eric Clapton med. Vi hørte sangene en efter en. Og så skulle hele klassen – men ivrigst dem, der havde taget ’kristen musik’ med – forklare, hvorfor den hedenske udgave af rytmisk musik var skadelig for os.
