Min fornuft siger mig, at jeg tager fejl, når jeg er så vild med den her film.

Jeg mener: Halvanden times spillefilm uden regulær dialog ud over Hmmm, Å-ååh, Hrrnnnhh, Hvssss, Vrufff og især selvfølgelig: Mææhæææhh! – er det ikke lige i overkanten af, hvad man kan udfordre publikum med? Og så en hovedrolleindehaver og en hel hjord af stivlemmede bifigurer, der ligner vandrende vattotter, og hvis eneste mimiske udtryksvariation ligger i det drømmende (læs: dorske) eller lysvågne (læs: panikslagne) blik og så placeringen af den gumlende eller måbende mund, enten langt ude til højre på hovedet eller, undtagelsesvis, til venstre!

Nej, jeg ved det som sagt: at lade sig begejstre, ja, bjergtage af sådan et arrangement er fuldkommen fåret.

Født som bifigur

Ikke desto mindre er Frode Får altså min helt i disse dage. Født som bifigur i britiske Nick Parks’ geniale Walter & Trofast-film nr. 3, ’A close shave’, allerede i 1995 udvidede ’Shaun the Sheep’ sit græsningsareal til børnefjernsynets afdelinger for korte dukkeanimationer i 2007, da Richard Starzak udstyrede det kvikke lille lamseben med en ’familie’: Ud over de andre uldtotter er det hyrdehunden Bitzer, en beagle (som det sig hør og bør i tegnefilmens og do.-seriernes verden), hvis forstand mageligt overgås af dens blinde lovlydighed. Og så den let svagsynede, rødhårede bonde, der heller ikke er medlem af Mensa eller behøver det til den daglige dont: fodre, klippe, fodre, klippe. År ud og år ind. – Og høns, grise og andre kreaturer.

Efter solid succes i alverdens tv med dette traditionelle landbrug tager fårene altså nu springet over gærdet til spillefilmformatet. Jo, selvfølgelig ser vi dem faktisk springe over gærdet, om bag en busk og så over gærdet igen, og igen, mens bonden tæller – og ganske rigtigt slumrer ind.

Det er såmænd det mindste af Frodes tricks, for han er heldigvis kvikkere, end krøllerne ser ud til. Reklamen på en forbipasserende rutebil har givet ham ideen om at tage en fridag, og så har vi balladen. Ved højlys dag dysses bonden til ro og lempes ind i en ramponeret campingvogn, men dén triller ind til den store by med ham.

Og hvem skal nu fodre kræene? Snart må Frode og fårene opgive det søde driverliv foran flimmerkassen og selv drage til bys. Efter et sammenstød dér har bonden mistet hukommelsen, men klippe kan han. Så han bliver modefrisør, mens fårene forklæder sig som mennesker, også for at undgå den nidkære kommunale dyrefanger ...

Fåresyge eller stor kunst?

Nå nej, måske er ’F for Får – Filmen’ ikke det mest indlysende aktstykke at sende ud i verdensrummet som vidnesbyrd om, at der findes intelligent liv her på vores lille klode. Men ikke desto mindre er det mesterlig stop-motion-animation og kostelig komik, når byboerne falder for modetrenden og (fåre)flokkes hos amnesi-bonden for at få anlagt den topmoderne fårefrisure, alt imens de rigtige får – og strisser-Bitzer som den mest fårede – prøver at klare ærterne og få bondemanden hentet hjem. Hvor svinene har indtaget sofaen og ter sig som herrer i huset.

Men enten er det virkelig stor kunst, når voksne mænd sådan slår sig løs med det mest sublime pjat, iblandet en mild erkendelse af den beskedne forskel mellem mennesker og dyr, samt om at værdsætte sine trygge rammer, hvis man har dem. Eller også har jeg bare fået fåresyge.