Bolsjestribede rejer, plankton, storøjede kutlinger og klovnefisk er nogle af de forunderlige skabninger, man kan nyde 3D-nærkontakt med i dokumentaren ’Det forunderlige ocean’ fra verdenshavenes dyb.
Med filmen går den 77-årige franske fotograf, økolog, oceanforsker og filmproducent Jean-Michel Cousteau i sin berømte far Jacques-Yves’ spor og fremstiller en betagende 40 minutter lang fortælling om livet på dybt vand.
Ligesom sin far evner Jean-Michel Cousteau at popularisere sin viden om livet under havets overflade på en måde, så hverken muslinger eller hajer bliver for overfladisk behandlet.
Han har dykket, siden han var syv år, og sammen med sin medfotograf Holly Lohuis har Cousteau junior sit fokus på at fortælle om den miljømæssigt afgørende diversitet i oceanerne ved at vise de særlige egenskaber, der kendetegner en lang række mikro- og makroorganismer.
Publikum i alle aldre
Hans far brød internationalt og bredt igennem som tv-mediets pædagogiske marinbiolog i slutningen af 60’erne. Da DR havde monopol på dansk fjernsyn, viste kanalen på et tidspunkt Cousteaus serie ’En verden under havet’ i den bedste sendetid hver lørdag aften. I dag er undervandsoptagelser ikke længere epokegørende, og naturfilm på tv er almindelige.
Eftersom ’Det forunderlige ocean’ både dramaturgisk og fotografisk er helt traditionel, kunne man forestille sig, at den ikke havde noget specielt at byde på. Men det har den – ikke mindst for børn.
Jean-Michel Cousteau skildrer de talrige medvirkende dyr, så publikum i alle aldre kan få en både fascinerende og overraskende oplevelse.
Måske især hvis man vælger 3D-versionen i stedet for den 2D-version, filmen også findes i. I forbindelse med ’Det forunderlige ocean’ giver det i hvert fald rigtig god mening at bruge 3D-teknologien.
Ellen Hillingsø og Jean-Claude Flamant står for indtalingen i den danske version, og instruktøren har sørget for, at de mest nødvendige informationer om de forskellige dyr siges, uden at ordene overdøver billederne. Faktisk havde bare lidt mere information ikke gjort noget.
Til gengæld er der nu rigelig plads til at glide ind i fantasien om selv at være til stede på dybden af et af de have, der rummer omkring 80 procent af klodens liv.
Det virkelige livs 'Find Nemo'
’Det forunderlige ocean’ er en redigering af i alt 500 timers undervandsoptagelser fra bl.a. Fiji, Bahamas, Californien og Bimini Islands.
I enkelte scener ses hajer på nært hold, men det er især de mindre kendte skabninger, som Jean-Michel Cousteau koncentrerer sig om og underholder med.
Og underholdende er ’Det forunderlige ocean’ altså, når publikum for eksempel præsenteres for nærbilleder af rejearter, der overhovedet ikke ligner dem, der sommetider ender under en citronskive på et stykke toastbrød.
I oceanerne er der eksempelvis både blinde rejer og rød- og hvidstribede, der ligner bolsjerne med pebermyntesmag. Der er også en hel masse ellers forskellige arter af småfisk, som lever i forunderlige partnerskaber med hinanden, og der er sværvægtsmuslinger, der vejer op til et par hundrede kilo og kan blive 100 år gamle.
Når man ved hjælp af 3D-teknologien og egen indbildningskraft får øjenkontakt med en eller anden kulørt kutlings udstående pupil, er det næsten som selv at være svømmende i det blå. Eller pludselig at opdage, at ’Find Nemo’ overhovedet ikke er en frit opfundet Pixar-film, men derimod en fortælling tydeligt inspireret af det virkelige dramatiske havliv.
Det er ikke spor vanskeligt at se, hvor ideerne til animationsfilmen om klovnefiskene Marlin og Nemo kom fra. Og faktisk optrådte Cousteau i ekstramaterialet til dvd-udgaven af ’Find Nemo’ i en ’samtale’ med filmens karakterer om behovet for bedre kontrol med forurening af havene.
Sparet for miljøpolitiske formaninger
Under havenes overflade fremviser Cousteau og Lohuis i ’Det forunderlige ocean’ de vildeste levende skabninger, som klimaforandringer kan gøre kål på.
I lighed med sin far er Jean-Michel Cousteau miljøforkæmper, men i ’Det forunderlige ocean’ sparer han på de miljøpolitiske formaninger hele vejen igennem.
Først til sidst i filmen gør han tydeligt opmærksom på, at menneskenes indgriben i havenes økosystem er katastrofal for livet i oceanet.
På det tidspunkt har man allerede forelsket sig i såvel større aparte havorm som bittesmåt fiskekravl med noget, der grangiveligt ligner punkerhår. Og i nogle af de små kutlinger med plirrende blikke.
Cousteaus film er en kærlighedserklæring til de have, han har beskæftiget sig med gennem hele sit liv.
fortsæt med at læse
