Lyt til artiklen
Blegpudrede døde børn, der snakker til levende børn, fungerede i ’Den sjette sans’ og i ’Børnehjemmet’. Men i syndfloden af forskrækkelses-aspirerende mainstreamgysere er de oversminkede små pus i kældre, på lofter og ved sengekanten efterhånden mest tegn på, at intet originalt er i vente.
Således heller ikke i Ciarán Foys overlæssede opfølger til Scott Dericksons ’Sinister’, der har gamle hjemmevideobånd med rituelle mord og den dæmoniske bussemand Bughuul som særkende.
