Nuvel, rigtig fantasillionær er der nok ingen, der bliver på at tv-transmittere skakspil live, træk ... for træk ... for træk ... osv.

Hvor interessant spillet end kan være for den sagkyndige, har synet af to grublere om et bræt nu engang ikke helt så bred visuel underholdningsappel som tennis, fodbold eller boksning.

Så der står vist stadig mere gny af the rumble ind the jungle, George Foremans og Muhammad Alis kamp om sværvægtsmesterskabet i boksning i Kinshasa i 1974, end der gør om det to år tidligere topopgør, som denne film kulminerer i, og som godt kunne kaldes the icebattle in Iceland.

For den kolde krig var jo det dybfrosne ekkorum omkring den kamp om verdensmesterskabet i skak, som blev udkæmpet mellem russeren Boris Spassky og amerikaneren Bobby Fischer i Reykjavik 1972, undertiden benævnt som ’Århundredets match’, især på grund af Fischers genialt uortodokse spil i det 6. af de i alt 24 partier, der blev spillet.

Menneskelig skakbrik

Men det er virkelig en spændende film, og kameraet følger da heller ikke bonde for bonde fra felt til felt. Tværtimod: Skaknørder vil nok blive skuffede, for spillets finesser må man stadig til opslagsværker og internet for at finde beskrevet.

Vel er der antydninger af det særlige kodesprog fra korrespondanceskak, men den rigtige indgang til filmen får man bedre gennem den originale titel: Pawn sacrifice. Det ’bondeoffer’, som kan være nødvendigt for at beskytte kongen – dét offer følte Bobby Fischer sig muligvis selv som. Ikke mindst, da ’kongen’ selv – præsident Nixon i egen tvivlsomme majestæt – undervejs mellem partierne ringede Bobby Fischer op i Reykjavik og pressede ham til at fortsætte, for nationens skyld!

Det er den menneskelige skakbrik, Robert James Fischer (1943-2008), som kameraet følger. Snarere end en sportsfilm er ’Sidste træk’ nemlig en art sygejournal om skakgeniet, beundret verden over, som siden blev arresteret for løsgængeri og søgte asyl og døde netop dér, hvor han havde haft sit livs største sejr: i Reykjavik.

Filmens tunnelsyn

Vi møder ham først på Washington Square i New York i 1951, hvor den 8-årige spiller skak med mændene på pladsen. 15 år gammel er han stormester. Ikke nogen charmetrold: koldt afvisende over for sin enlige og venstreorienterede mor, selvbevidst indtil det højrøvede, studs langt ind i området for social analfabetisme.

Men i 1970, 71 og 72 valgt til ’verdens bedste skakspiller’ (ligesom danske Bent Larsen i 1967). Og før han fylder 30, udfordrer denne kæreste- og venneløse mand, allerede rygende paranoid over for spionage og aflytning, så den regerende russiske verdensmester fra den statsfinansierede elitemaskine, der i årtier havde sikret Sovjet titlen. Kampen i Reykjavik genlød af de års atomvåben- og rumkapløb mellem USA og Sovjet, som tv-klip derfra antyder.

Både koldkrigens detaljer og Spasskys person (med Liev Schreibers stenfjæs) kunne have fortjent bedre udfoldelse; filmen lider lidt af samme tunnelsyn som Fischer selv. Men sekunderet af en fin, afbalanceret Peter Sarsgaard inkarnerer Tobey Maguire, der også har medproduceret, her i sin bedste rolle hidtil den plagede og socialt frastødende verdensmester til en klar oscarkandidatur.