Mia Hansen-Løves fjerde spillefilm, ’Eden’, skrevet med brormand Sven Hansen-Løve (de er begge pærefranske) er på sin egen lalleglade og ubeslutsomt langtrukne måde en rigtig god film, fordi det netop er det lalleglade og ubeslutsomme, der gennemstrømmer de 131 minutter.
’Eden’ er som den sjove leg, som én dreng fortsætter med, når resten af skolegården er rømmet. ’Eden’ er den distraherede ekstase, der pludselig er forvandlet til en melankoli, der har været det meget længe, uden at nogen helt har opdaget den.
