Malala Yousafzais historie må være en drøm for en dokumentarist at arbejde med.

9. oktober 2012 blev den dengang 15-årige pige skudt af en Taleban-kriger i sin hjemegn, Swat i Pakistan. Attentatet blev begrundet med, at hun siden 2009 har været fortaler for pigers ret til skolegang i et område, hvor Taleban i perioder har forbudt piger at gå i skole.

Yousafzai overlevede takket være hospitalsbehandling i Birmingham, men angrebet gav hende varige men. Hun og hendes familie bor i England og kan ikke vende hjem på grund af mordtrusler. I 2013 fik hun udgivet sin selvbiografi, ’Mit navn er Malala’. Året efter modtog hun som den yngste nogensinde Nobels Fredspris.

At blive udsat for mordattentat og være i landflygtighed har ikke fået hende til at tie. Hun er en verdenskendt stemme for piger, der ikke har adgang til uddannelse, men i ’He Named Me Malala’ om hende og hendes far får Davis Guggenheim ikke helt det optimale ud af materialet.

Ligesom han gjorde det i ’En ubekvem sandhed’ fra 2006 skærer Guggenheim ’He Named Me Malala’ rørstrømsk, så man får mast følelserne ind i øjnene, selv om historien er så stærk, at den sagtens kunne have båret en mere iagttagende og også mere perspektiverende stil. Når instruktøren har manglet billedmateriale til at illustrere hændelser og visioner, overtages lærredet af banale folkloristiske animationer. Og det episke flow i fortællingen har meget synlige mangler.

Alligevel er filmen værd at se. For midt i sin rolle som verdensberømt helt er Malala Yousafzai en almindelig pige med et ualmindeligt mod. Hun fascinerer og imponerer, selv om hun tydeligvis opmuntres i et og alt af en far, der er lærer og har store ambitioner på sin datters vegne. Hun minder os om, at ytringsfrihed og skolegang for piger mange steder ikke er en selvfølge.

fortsæt med at læse

Dræbt kvindelig kendis provokerede med musikvideoer, frierier og imam-rendezvous