Haiti i 1970’erne – har De været der? Har De hørt om tiden? Næppe i detaljer. Det var Papa Doc, var det. Men det handler filmen ikke om. I stedet tager den et vanskeligt, sårbart og underbelyst emne op: de midaldrende kvinders uforløste sexbehov. Udnyttelsens dialektiske natur. På Haiti kan man feriere på stranden og føle den ultimative luksus, som engang blev gemt væk i det daglige livs skuffelser. Her er sol og strand, opvartning, drinks, tjenere, der er parate og som vil forvandle et gennemsnitligt kvindeliv til en paradisisk tilstand af frihed og glæde.
Først og fremmest fordi der også er de særlige unge sorte mænd fra Haiti til stede – som nemme og opmærksomme gigoloer, der betjener de amerikanske kvinder med en klassisk ynde og potens, og alt dette mod kun nogle håndører, lidt gaver og lidt opmærksomhed. Fattig og smuk Laurent Cantet kaster lys over sexturismen, set fra et kvindesynspunkt. Men hvad er det, som adskiller enlige kvinders drøm om det uforpligtende knald fra mænds forestillinger? Er mænd og kvinder i virkeligheden ens? Til Port au Prince kommer hvert år den 55-årige beske professor i fransk fra Boston, Ellen. Med overlegne øjne og en kynisme, som har sat sig spor i ansigtet, behersker hun sin unge elsker, Legba.




























