Og hvad kom så efter krigen? Så og så mange dræbte og lemlæstede, så og så mange overlevende – men hver af de overlevende med en personlig skæbne eller vanskæbne. Hvis Bosnien skal videre, og det skal og vil de – er det måske bedst at glemme fortiden. Die Bewältigung der Vergangenheit, fortidsglemslen, er ikke kun et tysk fænomen, som først nutiden delvis har kunnet gøre op med, det er en instinktiv overlevelsesmanøvre, at man fortrænger, og at man ser fremad i et håb. Leve livet videre Det er netop, hvad den enlige kvinde fra Grbavica uden for Sarajevo, Esma, forsøger. Hun er mor til den 13-årige datter Sara, og hendes tilværelse er koncentreret om at gøre Sara glad.
Hun går på markedet efter ørred og får den vejet og senere stegt derhjemme. Og det er kun i et eneste utydeligt lille glimt, at vi ser, at datteren får hele fisken på sin tallerken, mens moderen kun spiser kartofler. Helt konkret, helt symbolsk: Den unge pige skal leve livet videre ude i fremtiden. Fortiden er passé Der er ikke mange penge at rutte med, så Esma forsøger et nyt job ud over jobbet som syerske: servitrice på en bar. Og baren er uudholdeligt vulgær og hektisk – nu er vi fremme ved freden, nu ønsker vi en vesterlandsk kultur, som kræver druk, glemsel og et determineret forretningsliv af sine gæster.
