Én ting skal man i hvert fald ikke være, når man beskæftiger sig med Mozarts ’Tryllefløjten’, og det er lærd. Mange har selvfølgelig prøvet på det alligevel, men så støder man på librettoforfatteren Emanuel Schikaneder, som skrev operaen sammen med Mozart i 1791, og så dumper man ned i en letbenet komiker og skuespillers fantastiske vrøvl og fantasteri – tilsat en god portion frimurertro.
Den lokker mange til at fordybe sig i tekstens associationer til frimurerlogens historiske kamp for det gode gennem elementerne ild og vand og gennem en (i hvert fald hos den franske del af frimurerne) hemmelig, revolutionær kamp mod det absolutte onde, for det absolutte gode, for retfærdigheden. Eller for den romantiske kærlighed. Først og fremmest er ’Tryllefløjten’ en himmelsk munter og lifligt klingende opera, et mesterstykke fra få måneder før Mozarts død, en parodi og en musikalsk revy i 1700-tallets wieneriske stil, hvor man ikke havde Cirkusrevyen på Bakken, men til gengæld genialiteten. Det absolut onde Kenneth Branagh har samarbejdet med den nye librettoforfatter, skuespilleren Stephen Fry, om at finde det absolutte onde, som operaen inkluderer, men som en klassisk operaopførelse ikke kunne medbringe på scenen. Valget er faldet på krig, her Første Verdenskrig – slet ikke noget dårligt valg, ser man i starten, da skyttegravene ligger i det frodige grønne landskab, og morderiske fly trænger gennem skyerne til ouverturen, der brat bliver heftig, mens Tamino og hans soldaterkammerater jages gennem krigens fald, her tonefald, et af Kenneth Branaghs tilbagevendende cineastiske kendemærker – krigen, venner! Krigen i alle kulturer og i lysende uniformer, Shakespeares krig (Henrik V) og Mozarts, om end Mozart nu ikke er rig på krige.
