Mange vil givetvis klappe begejstret i hænderne over den aldrende hollandsk fødte instruktør Paul Verhofens ’Sorte Bog’ om den jødiske Mata Hari/sexblondine Rachels oplevelser under Anden Verdenskrig. Så meget har mange år i USA lært Verhofen, at han ved, hvordan en smaskunderholdende kioskbasker skal drejes. Der skal være udtrykkelig sex. (Verhofen har også lavet ’Basic Instinct’). Der skal være skuddramaer, vold, blod, tortur, død, forræderi, løgne – og et spinkelt fremtidshåb i en kibbutz i Israel. Det hele skal være i lækre farver, og skuespillerne skal fungere optimalt. Skal jeg vise Dem mine frimærker? Den unge smukke sangerinde Rachel Stein beslutter pr. båd at flygte til de befriede områder af Holland, men båden bliver opdaget, og alle jøder, også hendes familie, bliver grusomt dræbt. Hun vil have hævn og slutter sig til modstandsbevægelsen. Hun tager ophold i Haag under dæknavnet Ellis, og snart infiltrerer hun den tyske kommando og forfører den pæne, højtstående tyske officer Müntze. Det sker, fordi hun kører i tog (?) med Müntze og interesserer sig for hans frimærker. Skal jeg vise Dem mine frimærker, unge dame? Nu har Rachel/ Ellis to identiteter – den jødiske og den tyske. Modstandsdame eller kollaboratør? Müntze viser sig at være sympatisk (selv om hans kælder larmer af fæle torturskrig ...), og modstandsgruppen er på den anden side måske ikke helt så fin i kanten, som man tror.
Orgier og tortur
Det interessante i filmen er instruktørens skeptiske holdning til hollandsk modstandskamp, som ikke ses i det lys, de fleste af tidens film om Anden Verdenskrig har foregøglet os. Indlysende nok findes der sympatiske nazister og usympatiske jøder, som her, hvor Sebastian Koch – kendt fra Florian Henckel von Donnersmarcks ’De andres liv’ – spiller en tvetydig rolle som nazisten Müntze.
