I 2002 blev den jødiske Wall Street-journalist Daniel Pearl bortført i Karachi af ukendte gerningsmænd. Var han Mossad-agent? Var han CIA-agent? Hvorfor? Der blev fremsat krav om frigivelse af Guantánamofanger mod Pearls løsladelse. Men det siger selvfølgelig sig selv – må filmen vist mene, for den siger meget karakteristisk ikke så meget om det – at dette krav overhovedet ikke kunne imødekommes. Usentimentalt drama Der var ingen Guantánamofanger, som blev løsladt. Vi ser i filmen ’A Mighty Heart’ et kort tv-indslag med daværende udenrigsminister Colin Powell, som lover sin bedste hjælp. Dog ikke den afgørende hjælp. Efter seks uger blev Daniel Pearl halshugget og videoen overbragt de travle efterforskere. Hans gravide kone, Marianne Pearl, er selv journalist og har skrevet bogen, som er grundlag for filmen. Utvivlsomt en rigtig god bog. Denne Marianne er usentimental og ikke selvhenførende. Når manuskriptet til filmen skal skrives, og skuespillerinden udvælges til hovedrollen, er det vigtigt at finde en effektiv tilgang til begivenhederne – og en cool pige til rollen som Marianne. Stoisk coolness Valget faldt på Brad Pitts hustru, Angelina Jolie. Konceptet er deres, han er produceren. Og hvilket valg. Der findes næppe nogen kvindelig superstjerne, som bedre kan se ud, som om kidnapning og mord på hendes elskede rager hende en høstblomst! En mere appetitlig og smukt udseende Marianne Pearl skal man lede længe efter.

»Jeg har ikke sovet i seks dage«, siger hun på et tidspunkt. Men det kan man ikke se. Hun har derimod været i makeuppen. Hendes ansigt har et udtryk af uforstyrrelig, ikke apatisk, men lakonisk, suveræn ro, en stoisk maske med kæmpemund og lange øjenvipper, der ikke blinker forkert.