Forleden fik jeg en lille bog ind gennem brevsprækken, den hed ’Erik Nietzsche – de unge år’ og var vistnok et filmmanuskript. Jeg smed hele møget i papirkurven, men det skulle jeg ikke have gjort – det viser sig, at det var manus til Lars von Triers nye film. Sørens osse. Lars Von Trier er kult. Eller var kult? Men det går vel endda. Filmen – elegant, professionelt visuelt instrueret af den talentfulde Jacob Thuesen – er en angtsfuld dannelsesrejse tilbage i tiden, da Lars von Trier gik på Filmskolen i slutningen af halvfjerdserne.
Det er en provokerende opdagelsesrejse i fortrængt materiale, på linje med de skoleerindringer, andre store fortællere boltrer sig i, når skoletiden er forbi, og de selv er blevet berømte. Storhedsdrømme Til forskel fra f.eks. Scherfig kan von Trier ikke holde op med at pege på sig selv og gentage, at han er berømt. Jeg er berømt! De tog fejl, da de bortdømte mig! Jeg er stor! Jeg er et geni! Filmskolen tog fejl.
