Den 30. august i år er det et år siden, bassisten Hugo Rasmussen døde af en kræftsygdom. Med ’Hugo på bas’ har instruktøren Rasmus Dinesen skabt en lille, kærlig film om, hvor uadskillelige Hugo Rasmussen og hans jazzmusik var, og samtidig en film om, hvor afholdt Hugo Rasmussen var som musiker og menneske.
Fra begyndelsen bliver man som publikum lukket helt derind, hvor mennesket og instrumentet sammen er én organisme. Det sker ikke med en masse fine ord eller rørstrømske billeder. Rasmus Dinesen filmer simpelthen Hugo Rasmussen og bassen. Og han lader musikeren selv fortælle og ikke mindst vise, hvor tæt forbundet han er med sin 300 år gamle bas, som han har spillet omkring 12.000 jobs på igennem 30 år.
LÆS OGSÅ Hugo Rasmussen spillede jazz, swing, avantgarde, folkemusik, beat, toner til børn...
Der er tidspunkter, hvor en kameravinkel eller noget lys kunne have været skarpere i ’Hugo på bas’, men den slags småfejl får ikke lov til at skygge for hovedpersonens inspirerende musikalitet.
Filmen foregår i Hugo Rasmussens sidste par år, hvor han stadig spillede masser af koncerter sammen med kunstnerkollegerne. En del af optagelserne er fra koncerter, han gav med bl.a. instruktørens bror, saxofonisten Jakob Dinesen. I de optagelser fornemmes Hugo Rasmussens status: Han spillede hele sin karriere igennem med nogle af de bedste jazzmusikere, og han optrådte med et nærvær, en lydhørhed og et naturligt lune, der var med til at gøre ham folkekær. Han færdedes lige ubesværet på fine scener og på blokvogne, og han nød tydeligvis inderligt at stå på en scene med sine musikervenner foran et publikum.
Andre optagelser er fra Hugo Rasmussens hus i Slagslunde, hvor han nogle gange øvede med andre musikere, havde besøg af børnebørnene, bryggede sin brændenældete eller bare tullede rundt indrammet af en formidabel samling af vinylplader, hvis lyd kunne få blikket til at lyse af lykke i det fregnede ansigt.
Rasmus Dinesen kendte Hugo Rasmussen i mange år, og det har været medvirkende til, at han kunne komme så tæt på ham. Tidligt i filmen lader han sin hovedperson fortælle om dengang, han som stor dreng var »en hidsigprop« med ildrødt hår, som kammeraterne ikke ustraffet kunne drille ham med.
Derudover fylder historier om konkrete begivenheder i Hugo Rasmussens liv ikke meget i ’Hugo på bas’. Hvor han voksede op, hvilke kvinder han elskede, hvordan det var at spille med Ben Webster eller Cornelis Vreeswik og den slags biografisk stof er ikke med i portrættet. I bogstavelig forstand er det i stedet forholdet mellem Hugo og bassen, Rasmus Dinesen har sit fokus på, og et sted i filmen siger Hugo Rasmussen selv, at den relation nok har været den væsentligste i hans liv.
Redaktøren: Bliv forelsket i lige præcis din slags jazzPå et tidspunkt danser han med sig selv i sin stue og kommer spontant med et klogt bud på, hvordan det optimale sammenspil mellem trommer og bas er: »Det er det flyvende tæppe. Der skal være energi og drive og ro«, siger han, og lige præcis sådan virker han også selv i portrættet: Både let og energisk, handlekraftig og rolig. Og så altså også dyb.
Hugo Rasmussen var i vater med sin verden. Også da han skulle dø. Det var ikke, fordi han havde lyst til at dø og dermed indløse det, han kaldte for »præmien« og »den ultimative frihed«. Men da det skulle ske, var der tid til, at han kunne sige farvel til sin bas og til mange af vennerne. De sad omkring ham på hospitalet, og det øjeblik er et af de mest rørende i portrættet. Det allermest rørende er optagelserne fra begravelsen. De viser, at det må have været en livsbekræftende fest at kende Hugo Rasmussen.
Copenhagen Jazzfestival hylder Hugo Rasmussen med gratis mindekoncert i Kongens Have lørdag d. 02.07 fra kl. 14.30.
fortsæt med at læse
