Mens jeg sidder og skriver på denne anmeldelse af Oliver Stones lange biopic-drama ’Snowden’, propper jeg en bagel med lagret stinkeost ind i skrutten og snøfter sådan lidt morgentræt og fjerner fnuller fra det ene næsebor og slubrer kaffen fra min sydkoreanske boyband-kop og rynker panden og tænker med et skeløjet blik ind i væggen: »Hvordan skal jeg forklare de skeptiske, at jeg egentligt godt kan lide den her film?«.
Imens stirrer kameraet i min arbejds-MacBook Air direkte på mig over mit åbne Word-dokument. I princippet kan nogen sidde og kigge på mig lige nu. Og de kan høre, hvad jeg siger til min kæreste, se mig smide klunset og med bleg røv haste i bad, en halv time før jeg skal til møde på avisen. De kan sammenholde det, jeg siger til min kæreste, om hvor jeg skal hen, med der, hvor jeg og min mobiltelefon faktisk tager hen. De kan lagre, hvad jeg skriver til min ven på Messenger, og hvilke hjemmesider, jeg besøgte i går aftes, notere sig, hvilke sygdomssymptomer og paranoide spørgsmål jeg jævnligt taster ind i Googles søgefelt, og hvad jeg siger til min mor i telefonen. Og i princippet kan de bruge det hele imod mig en dag.
