Lampedusas læge, dr. Bartolo, sukker, mens han kigger på billederne på computeren. Han beskriver, hvad han ser. Dehydrerede bådflygtninge. Forbrændt af brændstoffet, der har gennemvædet deres tøj om bord på de utætte både. Og så vender han sig mod kameraet – mod den anerkendte instruktør Gianfranco Rosi – og siger:
»Når det går godt, er vi glade for, at vi har kunnet hjælpe dem. Af og til er det desværre ikke muligt. Og så er jeg vidne til nogle frygtelige ting: lig, børn ... Der er jeg nødt til at gøre det, jeg afskyr allermest: at obducere lig. Det har jeg gjort rigtig mange gange. Måske for mange. Mange af mine kolleger siger: Du har set så mange af dem, du er vant til det ... Det passer ikke. Hvordan vænner man sig til at se døde børn, gravide kvinder – kvinder, der har født på synkende både – og med navlestrengen stadig intakt?«.
