Forbinder man navnlig den taiwansk fødte instruktør Ang Lee med fremragende, vestligt orienterede film som 'Fornuft Og Følelse' og 'Ice Storm', er det en gigantisk overraskelse at se hans nyeste udspil, 'Tiger På Spring, Drage I Skjul'. For som allerede titlen antyder, er Lee her draget mod øst. Tilbage mod sit udgangspunkt - både samfundsmæssigt, kulturelt og filmhistorisk. Det viser sig således, at 'Tiger På Spring, Drage I Skjul' stilistisk og handlingsmæssigt er baseret på en speciel Hongkong-tradition for kinesisk inspirerede kampsportsfilm, som har en omstrejfende kriger, en såkaldt 'wuxia', i centrum. Denne historiske kriger- eller ridderskikkelse er det kinesiske modstykke til den japanske samurai, og det er da netop også en wuxia ved navn Li Bu Mai (Chow Yun Fat), der har hovedrollen i Lees nye film. Vi befinder os i Kina for ca. 100 år siden, og efter en længere periode med meditation, tvivl og selvransagelse har den ellers så navnkundige kriger Li besluttet sig for at trække sig tilbage og skille sig af med sit kampsværd. Men denne i sig selv ganske enkle beslutning bliver nu indledningen til en lang, omskiftelig og begivenhedsrig fortælling, hvor Ang Lee med stor glæde og veloplagthed forsøger at iscenesætte sin personlige hyldest til wuxia-filmtraditionen som et spektakulært og farverigt fyrværkeri. For det er netop ofte den hæsblæsende eller yndefulde kombination af teknik og tricks, af effekter og koreografi - simpelthen hele det store eventyrlige, asiatiske filmshow - der er den største attraktion ved 'Tiger På Spring, Drage I Skjul'. Ud over Li står især to andre aktører centralt placeret i den brogede og snørklede beretning. Det er dels hans mangeårige veninde Shu (Michelle Yeoh), dels den helt unge guvenørdatter Jen (Zhang Ziyi). For da Li først har besluttet sig for at skille sig af med sit sværd og lade Shu tage sig af det, sættes handlingen for alvor i skred, da sværdet en nat bliver stjålet af en maskeret tyv, og Jen på gådefuld vis synes at spille en afgørende rolle i hændelsen. Og vildere, mere eventyrligt bliver det hele kun af, at Jen tilsyneladende engang har været viklet ind i en dramatisk romantisk affære med den mystiske røverleder Lo, og at en frygtindgydende skikkelse ved navn Jaderæven, der er udstyret med overnaturlige evner, svæver over vandene som en slags ond fe. Når man samtidig betænker, at hovedpersonerne i de mange sværd- og slag-scener er i stand til både at flyve og gå på vandet, er det ved at blive klart, at 'Tiger På Spring, Drage I Skjul' både har træk til fælles med fantasy-genren og med en form for magisk realisme med kinesisk fortegn. Men inden for disse rammer boltrer Lee sig ubestridt som et stort legebarn. Han har ikke meget andet på hjerte end netop ubekymret, men aldrig plat, action. Til gengæld er de mange og som regel meget lange kampscener ofte forunderlige møder mellem kropslig virtuositet, opfindsom teknik og en ganske underspillet eller poetisk humor. Specielt bemærkelsesværdige er først og fremmest Jen og Shu's medrivende sværdduel i en stor riddersal samt Jen og Li's fabelagtige opgør i de meterhøje, svajende trækroner mod filmens slutning. Her og i lignende sekvenser - bl.a. en morsom parodi på et western- og saloon-slagsmål med Jen i centrum - er 'Tiger På Spring, Drage I Skjul' en umiddelbar og overfladisk fryd for øjet. Men den savner samtidig i påfaldende grad bid og drøjde i dybden. Af hele den lange og myldrende fortælling med alle disse fantastiske bestanddele bliver ikke meget stående, når først det sidste billede er forsvundet. Der var ellers stof nok til et storslået tragisk drama.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
-
Biler ridses, punkteres og fyldes med hundelort – og frivillige trues på livet
-
Derfor irriterer værternes Bubber-sprog så mange seere
-
Bankmand i husarrest er dårligt nyt for Putin
-
Hun var et af Det Kgl. Teaters helt store navne, da hun pludselig besluttede sig for at lave noget helt andet
-
Benzinpriserne gør hverdagen dyrere, men danskernes økonomi får hjælp fra usædvanlig kant
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























