Der er alvorlige miner på plakaten, men tag ikke fejl: det mest alvorlige ved opfølgeren til 'The Mummy' fra 1999 er det enorme beløb, som er investeret i den. For etteren gjalt det, at beløbet vendte tilbage nogenlunde lige så mange gange, som døde kom til live i filmen. Og går det også sådan for denne film, vil der utvivlsomt snart rejse sig en treer fra det hinsides. Men ellers er 'Mumien vender tilbage' fis og ballade for alle pengene. Siden 'The Mummy' - der prøvede at lægge sig op ad de mere stilsikre 'Indiana Jones'-film - har instruktør og manuskriptforfatter Stephen Sommers valgt at gå over i en renere naivt-eventyrlig tone. Vi er i et gennemført tegneserieunivers, hvor det uden problemer kan lade sig gøre at tøffe over ørkenhimlen i en gammel træskude fastgjort under en laset bomuldsballon. Sommers har med sin toer skåret psykologi og plot yderligere ned i nærheden af et minimum, mens action, fantasifulde specialeffekter, humor og pingpongreplikker får al plads. Efter som de fleste af personerne er de samme som i etteren, har Sommers ikke fundet en præsentation nødvendig - filmen starter i femte gear, og de næste to timer tager farten ikke ad mange sekunder af gangen. Noget nyt krydderi skal der naturligvis til. Eventyreren Rick (Brendan Fraser) og arkæologen Eve (Rachel Weisz) har nu en foretagsom 8-årig søn (Freddie Boath), ligesom den onde mumie, Imhotep (Arnold Vosloo), har fået sig en krigerisk konkurrent, Skorpionkongen (spillet af fribryderen The Rock). Den verdensødelæggende trussel, vores helte skal redde Jorden fra, er både en gammel forbandelse samt den egyptiske dødsgud Anubis' hærskare af halvrådne soldater. Det hele er sat i scene i Marokko, Jordan og - ikke mindst - i special effect-firmaet Industrial Light And Magic's studier og computere.Spektakulærter det, når hele oaser vælter frem, henholdsvis suges ned i ørkensandet, eller når mumier af forskellig art - fra gryntende pygmæer til brølende soldater - pisker rundt i et uforudsigeligt fantasiunivers. En stærk skurkinde, Imhoteps reinkarnerede elskede (Patricia Velasquez), som bl.a. dyrker lidt martial arts-kamp med Eve, sørger for, at der er identifikation og underholdning for både drenge- og tøserøve. Og alt efter, hvor sundt man synes, det er for ens børn at se hoveder rulle, kroppe udsuges og mumier massakreres, har Sommers skabt noget, der i bund og grund minder om en familiefilm. Vi er i en let genre - med den lette genres evige risiko for, at letheden bliver til flimmer. Og det sker ind- imellem i 'Mumien vender tilbage', blandt andet fordi de endimensionale karakterer ikke ligefrem kalder på det store følelsesengagement. Tiltalende er det dog, at filmen holder en afvæbnende selvironisk distance til sin egen plot- og figurmæssige forudsigelighed. Men trods ironien er forudsigeligheden stadig et problem. Fantasifuld computergrafik og et tempo i støt gallop ændrer ikke på, at lidt for mange af de mumificerede ben er afgnavet på forhånd.